Der er i stort set alle afdelinger i Fyns Politi problemer med mangel på arbejdskraft, og tingene hænger ikke sammen.
Det fremgår af et internt referat fra et møde i politiet, som TV 2/Fyn er kommet i besiddelse af og offentliggjorde dele af tirsdag.
Dagen derpå er flere fynske borgmestre bekymret over, at det står så slemt til blandt fynske betjente.
Tonni Hansen (SF), der er borgmester i Langeland Kommune, mener, det er forkerte politiske prioriteringer, der er årsag til, at det står så skidt til hos Fyns Politi.
Han peger blandt andet på grænsekontrollen og mandsopdækningen af Stram Kurs-leder Rasmus Paludan, der i sommeren forsøgte at komme ind som gæst på Langelandsfestivalen.
- Det er fjollet, at vi skal bruge uddannede politifolk til at stå og smile til mig, når jeg har været på ferie i det tyske, siger Tonni Hansen til TV 2/Fyn.
- Det er fjollet, at en enkelt mand, fordi han siger nogle mærkelige ting, skal mandsopdækkes i den grad, som vi har set omkring Langelandsfestivalen. Det er forkerte prioriteringer. Det er ikke politiets prioriteringer. Jeg beder om, at vi politisk får nogle andre prioriteringer, forklarer Tonni Hansen.
Nordfyns borgmester: Det har konsekvenser
Også i den anden del af politikredsen vækker situationen i Fyns Politi bekymring.
Morten Andersen (V), der er borgmester i Nordfyns Kommune, kritiserer Christiansborg-politikernes beslutninger om at sende fynske betjente til opgaver andre steder i landet.
- Det er et vigtigt og kraftigt signal til Folketinget om, at når man eksempelvis beder Fyns Politi om at tage del i mange andre politiopgaver andre steder i landet, eksempelvis på Krudttønden i København, skal man være klar over, at når man trækker ressourcer ud, har det nogle konsekvenser, siger Morten Andersen til TV 2/Fyn.
- Det er vel i bund og grund de konsekvenser, man ser, fastslår den nordfynske borgmester.
TV 2/Fyn har tirsdag talt med retsordførere og andre folketingsmedlemmer fra forskellige partier. Christiansborg-politikerne har delte meninger om, hvordan situationen i Fyns Politi og andre politikredse skal løses.