Fodboldjournalist: EM-holdet fra 92 var ikke en flok tykke feriedrenge

Fodboldjournalist Martin Davidsen fra Nyborg har beskæftiget sig meget med Danmarks nationalstolthed fra 1992 - EM-vinderne i fodbold. Han vil gerne aflive myten om, at danskerne slappede af under EM-slutrunden i Sverige.

For 25 år siden gjorde det danske fodboldlandshold det umulige; de vandt Europamesterskabet. Og de vandt, selvom de kom med på et afbud.

Historien om Danmarks EM-triumf er blevet fortalt og genfortalt adskillige gange. En af dem, der ved allermest om den, er fordboldjournalist Martin Davidsen fra Nyborg, der har skrevet bogen Drømmeland, der netop handler om Danmarks sejr ved EM.

Martin Davidsen mener stadig, at sejren har stor betydning, selvom der er gået 25 år.

- Det er det jo blandt andet fordi, det skabte så stor eufori dengang og nærmest har været med til at bidrage til, at danskerne har været et lykkeligt folk lige siden, siger han og tilføjer, at Danmark ikke har haft så mange store sports- og fodboldtriumfer at fejre, hvorfor det er noget, vi stadig gerne vil mindes 25 år efter.

Minigolf og McDonald's

Martin Davidsen har i arbejdet med bogen fundet nogle historier, der ikke er blevet fortalt så ofte. Blandt andet mener han, at histiroen om Danmark, der bare var nogle feriedrenge, der lå i poolen, spillede minigolf og gik på McDonald's, er noget overdrevet.

- Den er lidt overfortalt, fordi det var et dygtigt hold med mange gode spillere, som var rigtig stærke. En sjov historie, der ikke er blevet fortalt så mange gange, var dagen før finalen, hvor der var mange spillere, der var skadet. Da tog træner Richard Møller Nielsen ud på en træningsbane sammen med to spillere og sagde: I er begge to småskedede. I skal løbe om kap, og den af jer, der løber hurtigst, kommer på holdet. De løb begge to, og selvfølgelig kom den ene lige foran den anden, og så sagde han (Richard Møller Nielsen, red.) : Godt, I kommer med begge to. Det undrede spillerne sig over, men så så sagde træneren: Hvis jeg skal vælge, så er det den, der kommer først, men jeg skal jo ikke vælge, for I er klar. Så det var jo en sjov måde og en smart måde at få sine spillere til at vise, om de var klar eller ej, fortæller Martin Davidsen, der mener, det er et bevis på, at spillerne virkelig ville slutrunden.

Ikke på ferie

Martin Davidsen mener også, at fortællingen om en flok spillere, der mentalt var gået på sommerferie og bare hyggede sig ved slutrunden, er stærkt overdrevet.

- Der var 20 spillere med i truppen. 13 af dem spillede i Superligaen, og den turnering løb altså helt frem til tre dage før EM begyndte, så over halvdelen af truppen var i fin form. Resten, jo, de var måske gået på ferie, men de holdt sig faktisk i gang i deres klubber og var egentlig klar til at træde til, siger Martin Davidsen.

Det var borgerkrigen i det daværende Jugoslavien, der gjorde, at Danmark fik pladsen, selvom man missede kvalifikationen, men krigen havde varet længe, og det gjorde, at Richard Møller Nielsen havde forberedt sig på de eventuelle modstandere et halvt år inden slutrunden, fortæller Martin Davidsen.

- Så det var et hold, der var klar til at give den gas, og da de så kom ind var det nogle vindertyper og dygtige fodboldspillere, der ville gøre alt for at vinde. Det var ikke nogle feriedrenge, der var tykke, siger Martin Davidsen.

Tvivler på endnu en dansk overraskelse

Selvom triumfen var stor og det danske landshold kæmpede, så vil Martin Davidsen ikke lægge hovedet på blokken for endnu en dansk kæmpeoverraskelse som den i 1992.

- Selvom vi dyrker den her feriedrengefortælling, så var det et hold af vindertyper, og vi har jo også set i England, at det undertippede hold Leicester, der blev engelske mestre, og Grækenland vandt EM i 2004. Det sker altså fra tid til anden, at de her små nationer, mindre hold, de leverer en sensation. Om Danmark så kan gøre det, det tør jeg ikke rigtig at tro på, siger Martin Davidsen. 

 
 

Oversigt

    Oversigt