Den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels og det fynske robotfirma Odico har mandag offentliggjort et samarbejde, som meget vel kan blive banebrydende.
Det 30 mand store Odico på Oslogade i Odense vil sammen med Bjarke Ingels' tegnestue udvikle en ny måde at tegne og bygge komplicerede trækonstruktioner ved hjælp af avanceret software og robotter.
- Det her system bruger vi til tidligt i designfasen at få høj kontrol over geometrien. Men på samme tid kan vi også have en forståelse af, hvordan det skal fabrikeres og faktisk bygges, fortæller Anders Bundsgaard, administrerende direktør hos Odico.
Fakta om Bjarke Ingels
Når først konstruktionen er tegnet, er det bare at sende den ned i robotten og få den skåret. Og det vil skære omkostningerne ned.
- Alle kan jo lave det samme som en robot. Det er der ingen tvivl om. Men det er ikke rentabelt at få en tømrer til at lave fem forskellige snit i en træklods, før den bliver monteret. Det er simpelthen for dyrt, konstaterer Anders Bundsgaard.
Bedre miljøprofil end beton
Udover at idéen vil give nye muligheder og kunne ses på udgifterne, så er der også kontant afregning i forhold til udledningen af CO2.
- Det er ikke os, der kommer og siger, at der skal en masse træ ind i byggeriet, men det er interessant, fordi det binder CO2 i byggemassen på en helt anden måde.
- Og det har en langt bedre miljøprofil end alt det beton vi går og bruger, siger Anders Bundsgaard.
Ifølge DTU står cement for fem procent af verdens samlede udledning af CO2 - hvilket er mere end alle verdens fragtskibe tilsammen.
- Hvis vi så samtidig med, vi gør verden til et bedre sted og et grønnere sted, kan give arkitekterne nogle friheder, de ikke har haft før, så er det noget mere end en almindelig win-win, siger Anders Bundsgaard.
Det har ikke været muligt, at få en kommentar fra Bjarke Ingels.