Fyns Politi modtog tirsdag middag en anmeldelse af den mere kuriøse slags.
Klokken 13.02 blev der ringet 112, og anmelderen kunne berette om en person, der gik i nødsporet på Fynske Motorvej omkring Nørre Aaby.
Det er der umiddelbart ikke noget særegent over, men den næste detalje i anmeldelsen fik alligevel politiet til at undre sig.
Ifølge anmelderen gik personen nemlig rundt i nødsporet iført et Grisling-kostume.
Hvad folk de har af interesser, jamen det spænder jo vidt
Fyns Politi sendte straks en patrulje ud for at lede efter Peter Plys-figuren, der havde forvildet sig ud i nødsporet.
- Vi var derude, men vi fandt ikke noget, siger vagtchef Lars Fredensborg fra Fyns Politi.
Så om det rent faktisk var Grisling, der spadserede i nødsporet, kan politiet ikke endeligt be- eller afkræfte.
- Det var det ifølge anmelderen. Og hvad folk de har af interesser, jamen det spænder jo vidt, konstaterer vagtchefen.
Har du set personen i Grisling-dragten, hører vi gerne fra dig. Du kan kontakte TV 2/Fyn her.