En måling har afsløret, at radon-niveauet er for højt i 36 ud af 44 skoler, daginstitutioner og børnehuse i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Kommunen har som en af de første kommuner i Danmark gennemført radonscreeninger i samtlige af Faaborg-Midtfyns institutioner, og resultaterne viser, at der 36 steder er målt radon på et niveau, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler lette forbedringer af bygningen.
Det skriver Faaborg-Midtfyn Kommune i en pressemeddelelse.
Lokationer med forhøjet radon-niveau
- Screeningen var første etape, og vi forventede at måle radon på dette niveau, da Faaborg-Midtfyn Kommune ligger i et område af Danmark med høj risiko for radon. Nu ved vi, hvor vi skal sætte ind, siger koncernchef i By, Land og Kultur, Christian Tønnesen.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at kommunens bygninger kan forbedres gennem bedre ventilation og tætning af revner.
Ingen akut fare
Koncernchefen understreger, at radon-niveauet bygger på målinger over hele døgnet, og kontrolmålinger skal nu afsløre, hvor højt niveauet er i dagtimerne, mens børn, skolelærere og pædagoger opholder sig i bygningerne.
Radon-gasserne optages gennem indånding, men udgør ikke en akut sundhedsfare. Udsættes man for høje koncentrationer af radon over en lang årrække, øges risikoen dog for, at man senere i livet kan få lungekræft.
- Det er helt trygt at opholde sig på alle skoler, daginstitutioner og børnehuse. Vi følger de officielle retningslinjer og de anbefalinger, vores tilknyttede eksperter kommer med. Og vi arbejder naturligvis på at få kontrolmålingerne i hus hurtigst muligt, så vi kan sætte ind dér, hvor der måtte være brug for det, forsikrer Christian Tønnesen.
Kontrolmålingerne foretages i vinterhalvåret, hvor radonniveauet i bygninger er højest. Prøverne begynder 1. oktober og forventes at være færdige i april næste år.