Efter fire uger på bunden af havnen: - Vi skal have den båd op

I flere uger har en gammel kutter ligget på bunden af Odense Havn. Den skal op, lyder det fra Odense Kommune, der vil få bådens ejer til at betale.

26 dage. 

Så lang tid er der gået siden den mere end 100 år gamle kutter "Vestkapp" skiftede overfladen af vandet i Odense Havn ud med bunden.

Men nu skal det snart være slut med vraget på bunden af Odense Havn. Det fortæller Heine Risom, der er funktionsleder for Park- og Vej hos Odense Kommune.

- Det er vigtigt for os, at båden kommer op. Enten skal ejeren gøre det, ellers bliver det os. Vi skal have den båd op af havnen igen, understreger han. 

Fakta om "Vestkapp"

Odense Kommune har været i skriftlig kontakt med bådens ejer. Man har informeret ham om, at han skal fjerne båden fra bunden. Eller i det mindste give lovning om samme. 

- Det påbud, som vi har givet ham, udløber fredag til midnat. Har vi ikke hørt fra ham inden da, vil vi på mandag begynde at foranstalte, at vi tager båden op for hans regning, lyder det fra Heine Risom. 

Ejeren var væk

Det er ikke med funktionslederens gode vilje, at "Vestkapp" fortsat stikker op gennem havnevandet.

Men der er en god forklaring:

- Vi skulle have fat i den rette ejermand. Det har været lidt vanskeligt at finde frem til ham, forklarer Heine Risom.

Det skyldes blandt andet, at adressen på den nuværende ejer ikke har været korrekt. 

Derfor er det først for nyligt, at man har fundet ejermanden og dermed informeret ham om, at båden skal fjernes. 

- Da vi får fat i ejermanden, skal han have et påbud med en rimelig frist, så han har mulighed for at få båden hævet. Det er så den rimelige frist, der udløber i morgen, siger funktionslederen. 

Ifølge bekendtgørelsen med det mundrette navn bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne kan Odense Kommune vælge at sælge båden, hvis ejeren ikke selv vil hæve den. 

- Vi har ikke gjort os nogle overvejelser om det nu, forklarer funktionsleder Heine Poulsen. 

Ifølge bekendtgørelsen kan et eventuelt salg af båden være med til at finansiere hævningen, hvis ikke ejeren har råd. 

Odense Kommune ønsker ikke at oplyse navnet på bådens ejer. Derfor har TV 2/Fyn ikke haft mulighed for at komme i kontakt med manden. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt