Tirsdag steg incidenstallet i Vollsmose Sogn til 1.007, og da sognet samtidig opfylder de to øvrige kriterier for nedlukning, lukker helt sognet ned - inklusive gymnasiet Mulernes Legatskole
Beskeden førte til stor frustration for de elever, TV 2 Fyn kort efter talte med.
- Det er fucking nederen. Det er virkelig virkelig nederen, siger Lukas Kronborg og ryster på hovedet.
Selvom nedlukningen i løbet af de seneste dage er kommet nærmere og nærmere, er det stadig svært for gymnasieeleverne at forstå.
- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det er sådan noget, man vil gøre alt for at undgå, og så står vi her igen, fortæller Lukas Kronborg.
Det er fucking nederen, det er virkelig virkelig nederen
For eleverne i 2.g er det ikke første gang, de skal undervises via Zoom fra værelserne. Det meste af deres første skoleår på gymnasiet foregik også på den måde.
Ahmad Khorani, der også går i 2.g, ser heller ikke frem til endnu en omgang med hjemmeundervisning.
- Jamen altså, nu prøvede vi det jo i mange måneder sidste år, og det var ikke den rareste oplevelse. Det var mest nederen at sidde og have undervisning med ens klassekammerater over skærmen. Det var jo vores første år på gymnasiet, og så blev det spildt bag en skærm. Og nu bliver vi mindet om den tid igen, det er ikke så rart, siger Ahmad Khorani.
Det sociale mangler
Det er ikke kun undervisningen, eleverne er kede af at skulle opleve hjemmefra, det er også manglen på socialt samvær med klassekammeraterne.
- Lige nu tænker jeg meget på, at vi 2.g ikke har haft vores første årsfest endnu. Nu går man og tænker, at den nok igen forsvinder. Vores første fredagscafé skulle også have været her på fredag, den er nok også væk nu, siger Lukas Kronborg.
Først når sognet i syv dage i træk er under niveauet på et af de tre parametre, kan gymnasiet genåbne.