Det er et samlet byråd i Assens Kommune, der har lagt budget for 2021-2024 med fokus på udvikling, velfærd og attraktivitet.
Som flere andre fynske kommuner er der til budgetforhandlingerne i år et større økonomisk råderum på grund af udligningsreformen mellem landets kommuner.
- Det er væsentlige anderledes andre forudsætninger vi arbejder under. Man kan sige, populært sagt, at det er et 100 millioner kroner bedre udgangspunkt end vi havde sidste år. I år har vi et budget i balance. Det er det, man vil have, sagde borgmester i Assens Søren Steen Andersen (V) til TV 2 Fyn forinden budgetforhandlingerne, der startede torsdag morgen og sluttede sent torsdag aften.
Knap 100 millioner kroner til det specialiserede socialområde
I en pressemeddelelse fra Assens Kommune fremgår det, at forhandlingerne har skabt plads til øget velfærd, udvikling i kommunen med fokus på, at det skal være attraktivt at bo, leve og drive virksomhed i kommunen.
Byrådet har været enige om at øge driftsbudgettet med 22,2 millioner kroner. Der er indarbejdet yderligere 26,5 millioner kroner til nye anlæg, og så er der som noget helt nyt afsat 20 millioner kroner til et budgetværn. Budgetværnet skal sikre kommunen mod besparelser som følge af uforudsete udgifter.
Det specialiserede socialområde i kommunen har fået tilført ialt 94,3 millioner kroner i budgetperioden. I pressemeddelelsen skriver de, at "parterne er tilfredse med, at der i budgetaftalen anvises finansiering svarende til stigningen på det specialiserede område."
Penge til klima
I budgettet fremgår det, at kommunen blandt andet også vil afsætte 21 millioner kroner til den grønne omstilling klimarobusthed de næste fire år. Det skulle være med til at sætte Assens Kommune i fodsporet på de mest klimaambitiøse byer i verden ifølge pressemeddelelsen.
Det er blot nogle af de ting, der fokuseres på i budgetforhandlingerne, som skal være med til at gøre Assens Kommune attraktiv for nytilflyttere.
- Vi har meget mere at gøre godt med nu, hvis vi hele tiden husker at lægge til side og lave luft. Så kan vi blive ved med at være foran, sagde borgmester i Assens Søren Steen Andersen til TV 2 Fyn igår.