- Ikke særligt fedt, siger 15-årig om afskaffelse

Mange folkeskoleelever har brug for et år mere til at udvikle sig selv og finde den rigtige uddannelse, mener 15-årige Lærke Christensen. Skoleleder frygter for konsekvenserne, hvis 10. klasse afskaffes.

Det er ikke særlig fedt, hvis det snart er slut med 10. klasse.

Sådan lyder det fra 15-årige Lærke Christensen, der går i 10. klasse i Glamsbjerg.

- Det er ikke særlig fedt. Jeg kunne godt tænke mig at beholde 10. klasse, så man havde et år at falde tilbage på. Når de siger, man skal så hurtigt gennem uddannelsessystemet, er det fedt, at man har et år, hvor man kan tænke sig om, så man kan vælge rigtigt, siger Lærke Christensen.

Står det til regeringens nye uddannelsesudspil, bliver 10. klasse nedlagt.

- Jeg valgte 10. klasse, fordi jeg havde brug for et år til at tænke mere og udvikle mig socialt og fagligt, siger Lærke Christensen.


Sådan bliver den nye uddannelse

Fra 2030 er det planen, at eleverne i stedet kan vælge epx, der er en ny erhvervs- og profesionsrettet gymnasiel uddannelse, som skal erstatte den toårige højere forberedelseseksamen (hf).

Den nye gymnasieuddannelse skal tage tre år og have et lavere karakterkrav end de andre gymnasieuddannelser

Lærke Christensen er ikke sikker på, hvad hun vil læse senere i livet. Lige nu overvejer hun arkitekt eller statskundskab.

Var det så ikke mest naturligt at gå direkte fra folkeskolen til det almene gymnasium?

- Jo, det havde det nok været, men jeg var ret meget i tvivl om, hvad jeg ville. Jeg kunne godt tænke mig et år at falde tilbage på. Det var ret hårdt i 9. klasse, siger Lærke Christensen.

Det vil fremover fortsat være muligt at tage 10. klasse på en efterskole.

Var en efterskole ikke et fint alternativ?

- For mig var det ikke. Jeg er ikke efterskoletypen. Det bliver lidt for meget socialt, og jeg kan godt lide at trække mig tilbage. Det er også ret dyrt, og mine forældre havde ikke sparet op til det i forvejen, så det var ikke muligt for mig.

Afdelingsleder: Nogle elever bliver taberne

På 10. klassecentret i Assens Kommune deler man elevernes holdning om, at det er en dårlig idé at droppe det sidste klassetrin i folkeskolen.

I Glamsbjerg går 140 elever fra alle samfundslag, og afdelingsleder Michael Sørensen frygter, at nogle elever kommer til at bøde for den nye ordning.

- Jeg er nervøs for, at der er nogle elever, der kommer til at blive taberne. Der er en gruppe elever, som i dag ikke er klar til at starte på en ungdomsuddannelse af forskellige årsager. Det kan være fagligt eller personligt. De har brug for et ekstra år, siger Michael Sørensen.

Afdelingslederen er dog positiv over for den nye epx-uddannelse.

- Den nye epx har mange gode ting i sig. Jeg undrer mig over, hvorfor 10. klasse skal væk, siger Michael Sørensen.

- Man kunne gå i 10. klasse og så tage et velbegrundet valg om at starte på epx. Jeg tror, vi får nogle elever, som ikke er sikre og føler sig tvunget til at vælge epx. Deres motivation vil være faldende og med dårlig trivsel, forklarer han.

Så meget betyder 10. klasse

Det er to måneder siden, at Lærke Christensen begyndte i 10. klasse, og hun ville ikke være foruden.

Lærke Christensen (til venstre) er ikke sikker på, hvad hun vil læse senere i livet.
Lærke Christensen (til venstre) er ikke sikker på, hvad hun vil læse senere i livet.

- 10. klasse betyder ret meget for mig. Jeg har gået her i to måneder, og jeg er allerede blevet et mere åbent menneske, og jeg har udviklet mig socialt, og på den måde kan jeg også lære mere fagligt. Det er ikke fedt, at muligheden bliver taget fra unge mennesker, fastslår den 15-årige elev.

Som det er i dag, kan elever vælge at tage 10. klasse efter grundskolen. Det sker - som i Glamsbjerg - på et 10. klassecenter, en ungdomsskole eller en efterskole. 10. klasse afsluttes med en folkeskoleprøve.

Det er regeringens mål, at de nye ungdomsuddannelser skal være klar fra sommeren 2030.

Uddannelsesreformerne vil ifølge regeringen gøre, at 11.500 flere unge kan starte på en gymnasieuddannelse – enten almen studentereksamen (stx), højere handelseksamen (hhx) eller epx.

Oversigt

    Oversigt