Mette er på genbrugsjagt: Det handler om at skille sig ud

Danskerne er vilde med at købe hinandens brugte varer. De seneste ti år er antallet af genbrugsforretninger nemlig fordoblet på landsplan, det viser nye tal.

'En mands skrald er en anden mands guld', sådan lyder de vise ord. Og der er vist noget om snakken. På landsplan er der nemlig oprettet 680 genbrugsfirmaer i løbet af de sidste tre år, viser tal fra DBA og erhvervsdatabasen Biq.

Det ser man blandt andet hos Kræmmermarkedet i Tommerup, hvor 800 genbrugs-jægere i dag er på udkig efter det helt rigtige fund.

- Jeg har gået og ledt efter det her (glas red.) i et halvt år, og jeg har bare ikke kunne finde det, fortæller Mette Foged, som er på besøg fra København.

Påsken er højsæson for genbrugssalget.  Og kræmmermarkedet i Tommerup er ikke det første, som Mette Foged for nyligt har besøgt. Hun har nemlig sammen med familien besøgt i alt tre kræmmemarkeder i løbet af påsken.

- Jeg ved jo, at der er rigtig mange gode ting her fra de gamle gårde, som har en historie. Så man kan godt være heldig og finde rigtige gode ting, og så koster det meget mindre, end det gør i København, hvor jeg bor, siger hun.

Kræmmermarked er lig med hygge

Det er ikke kun genbrugs-jægerne, der får noget ud af dagen. For selvom kræmmerne ikke altid ender med at gå hjem med lommerne fyldt med sedler og mønter, får de noget andet.

- Det er lige så meget for hyggens skyld, vi er her, siger Christina Poulsen, der har en stand hos Kræmmermarkedet i Tommerup.

For Mette Foged har dagen været en succes. Og det er ikke sidste gang, hun skal på genbrugs-jagt.

- Jeg har fundet et krystalglas, som kun jeg har. Hvis man tager i Ikea eller andet, så er der masser af andre mennesker, der har det (red. samme) . Så det handler om at skille sig ud og være helt speciel, og den mulighed har man, når man går på loppemarked, siger hun.

Se det fulde indslag fra Kræmmermarkedet i Tommerup øverst i artiklen.

Oversigt

    Oversigt