Først var det i orden, og nu er det så alligevel ikke tilladt.
Søndagens væddeløb uden tilskuere på Fyens Væddeløbsbane bliver alligevel ikke til noget på grund af coronavirus. Det er på trods af, at væddeløbsbanen fredag holdt løb.
- Det er en mærkelig situation. Vi er faktisk lidt uforstående, fortæller medlem af bestyrelsen for Fyens Væddeløbsbane Jon Tølbøll.
Han fortæller, at Fyns Politi sammen med banens daglige leder lørdag var på besøg.
- Vi er i går blevet bekendt med, at der skulle afvikles travløb. Derfor var vi ude at besigtige forholdene, forklarer vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede om baggrunden for besøget.
Det siger loven
Ved lørdagens besøg vurderede man, at løbet ikke kunne afvikles med henvisning til forbuddet mod arrangementer og forsamlinger med flere end 10 personer. Forbuddet skal mindske smitten af ny coronavirus.
Ifølge Lars Thede skulle omkring 120 kuske og hjælpere søndag have været til stedet på banen.
- Der er ingen tvivl om, at det er et arrangement, der falder ind under paragraf 1 i forsamlingsforbudet, siger vagtchefen.
Ifølge vagtchefen har man ikke udstedt et egentlig forbud til arrangørene af væddeløbet.
- Men man har fået at vide, at man ikke må holde løbet, forklarer Lars Thede.
Fyns Politi overså løb fredag
På væddeløbsbanen undrer man sig over, at Fyns Politi ikke stoppede et lignende løb fredag. Her var der 98 deltagere på Fyens Væddeløbsbane. Bestyrelsen måtte på grund af banens coronaretningslinjer ikke selv måtte deltage.
- Vi har kørt løb i Danmark de seneste 10 dage. Vi er faktisk lidt uforstående overfor beslutningen, siger Jon Tølbøll, der understreger, at han ser løbet som en erhvervsvirksomhed og ikke et arrangement.
Ifølge Fyns Politi vidste man ikke, at der blev afholdt løb fredag.
- Vi har ikke været opmærksomme på løbet fredag, erkender Lars Thede.
Fyns Politi blev tilsyneladende først opmærksomme på søndagens løb, da den fynske væddeløbsbane selv rettede henvendelse til Fyns Politi lørdag eftermiddag.
Det gjorde man, da Bornholms Politi lørdag overvejede at stoppe et igangværende hestevæddeløb på øen. Derfor ville man sikre sig, at man kunne gennemføre søndagens fynske løb uden indblanding fra politiet.
- Vi havde taget alle forholdsregler, understreger Jon Tølbøll.
Også et lignende løb i Nordsjælland er blevet aflyst efter henstilling fra politiet, oplyser Dansk Hestevæddeløb.
- Vi står og tripper for at komme i gang, men nu må vi afvente, hvad de øverste myndigheder siger, forklarer bestyrelsesmedlemmet, der understreger, at man først åbner igen, når der er givet grønt lys.
Forbund vil til bunds i sagen
I Dansk Travsports Centralforbund undrer man siger over forløbet omkring Fyens Væddeløbsbane.
- Det har været lidt kaotisk, forklarer formand Lindhardt Jensen, der fortæller, at man i første omgang godt måtte køre løb.
Forbundet har ifølge Lindhardt Jensen taget kontakt til de danske sundhedsmyndigheder, men de er ikke vendt tilbage. Derfor valgte man at gennemføre i alt seks løb siden midten af april. Nu er man usikker på fremtidige løb.
- Vi står med en følelse af afmagt. Nu har vi gjort alt, hvad vi kunne for at komme i gang med et erhverv. Og så lige pludselig får man at vide, at man skal stoppe, forklarer han og tilføjer:
- Der kommer kun omkring 100 personer, og det foregår på et stort areal.
Forud for det første løb har forbundet udarbejdet en række retningslinjer, der skulle sikre, at man kunne gennemfører løbene forsvarligt. Retningslinjerne dikterer blandt andet, at kun akkrediterede ryttere og hjælpere har adgang til væddeløbsbanerne. Derudover har man aflyst blomster til løbsvinderne. Det er disse, der ifølge Lindhardt Jensen er blevet sendt til myndighederne.
- Vi skal finde ud af, hvad der er op og ned i det her. Vi har svært ved at se, at man kan lukke nogle arbejdspladser på baggrund af en bekendtgørelse, forklarer formanden, der nu vil søge juridsisk rådgivning.
Rigspolitiet: Det er ulovligt
I et mailsvar til TV 2/Fyn oplyser Rigspolitiet, at man vurderer, at arrangementet ville være i strid med bekendtgørelsen.
"Det er Rigspolitiets vurdering, at de arrangementer, der er forelagt for Rigspolitiet, vil være omfattet af bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 445 om, at det er forbudt at afholde arrangementer mv., hvor der er flere end 10 personer til stede. Afholdelse af et sådant arrangement vil således udgøre en overtrædelse af bekendtgørelsen.”, lyder det i svaret.