Minimal indflydelse: - De fynske ministre har begrænset magt

Det kan godt være, at vi har tre ministre fra Fyn, men de har ikke den store gennemslagskraft. Det vurderer TV 2/FYNs christiansborgredaktør Thomas Funding.

De tre fynskvalgte ministre, Lars Christian Lilleholt (V), Merete Riisager (LA) og Mai Mercado (K), har stor magt inden for deres eget ressort, men derudover er det begrænset, mener TV 2/FYNs christiansborgredaktør, Thomas Funding:

- De har gennemslagskraft inden for deres eget område, men de er ikke tunge ministre, som kan manøvrere og yde indflydelse på en lang række områder. De er henholdsvis ministre for uddannelse, børn og socialt udsatte og for energi- og klimaområdet. Det er så på de områder, de yder indflydelse, og det er så også det, siger han.

Lars Christian Lilleholt er den af de tre ministre, der har siddet længst tid i ministerstolen, og han er også den af de tre, der trods alt har størst indflydelse.

- Det er ikke verdens største område, han sidder med, og han sidder ikke i nogle af de store udvalg i regeringen. Men han har den klare fordel, at han har et meget tæt personligt forhold til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- De er noget nært personlige venner, og det går helt tilbage til VU-tiden (Venstres Ungdom, red.). De taler sammen løbende og ses også privat. På den måde har han en direkte forbindelse til statsministeren, og det er klart et plus. Så internt i Venstre betyder Lars Christian Lilleholt noget, fortæller Thomas Funding.

 

Christiansborgredaktøren vurderer også, at Lars Christian Lilleholt er den af de tre fynske ministre, der sidder mest solidt i hver sin ministerstol.

- Jeg føler mig ret overbevist om, at Lars Christian Lilleholt kommer til at sidde perioden ud. Han har nu været her i et par år og har vist, at han er driftsikker og ikke laver ulykker, der kan bringe ham selv i fedtefadet, siger Thomas Funding.

- Jeg tror også umiddelbart, at Merete Riisager og Mai Mercado klarer perioden ud, men vi har ikke rigtigt set noget fra dem endnu for alvor. De er stadig nye ministre. Så om de kommer til at træde ved siden af og pludselig ender i nogle samrådsstorme i Folketinget og på den måde bliver smidt af holdet, er stadig for tidligt at sige.

Du kan se de tre afsnit om de tre fynskvalgte ministre herunder. 

Oversigt

    Oversigt