Burmesisk mor står til udvisning

En familie fra Faaborg risikerer at blive revet fra hinanden. Moderen til to små børn er udvist af Danmark - tilsyneladende på grund af en misforståelse i sagsbehandlingen af hendes ansøgning om at få ophold i Danmark.

Om senest 48 timer skal Ngo Tha Cer have forladt Danmark. Hun har fået afslag på en ansøgning om asyl og de danske myndigheder kræver derfor, at hun rejser tilbage til Burma, hvor hun oprindelig kommer fra.

- Det er meget svært for os. Vi er meget bange for hvad der nu skal ske, siger Salai No Kio, der er gift med Ngo Tha Cer.

Både Ngo Tha Cer og Salai No Kio kommer fra Burma. Salai No Kio kom til Danmark for 10 år siden, og hans hustru har været i landet de seneste tre år. For fire måneder siden fik de en lille pige. Men parret fik for fem dage siden besked på, at Ngo Tha Cer skal forlade Danmark senest nu på mandag.

- Det er en katastrofe for famlien. De har ikke forstået systemet og har ikke fået den rigtige rådgivning, og nu er de ladt i stikken, siger parrets advokat Lars Peter Dam.

Afslag på asyl

Ngo Tha Cer har søgt og fået afslag på asyl, da hun ikke er politisk forfulgt i sit hjemland. Men hvis familien havde søgt om familiesammenføring inden fristens udløb, havde moren til de to små børn, måske fået tilladelse til at blive sammen med sin familie.

- Hun har ikke vidst at hun skulle søge om familiesammenføring i stedet for asyl, så derfor står hun nu til udvisning. Og nu kan hun ikke søge om familiesammenføring, fordi hun er udvist, og hvis hun ikke forladet landet, kan hun blive udvist for bestandigt, siger Lars Peter Dam.

Familien har hele tiden troet, at alt var i orden lige indtil nu hvor familien har fået et brev om at der er givet afslag på asyl til moderen.

- De danske regler er meget komplekse, og familien burde have fået rådgivning fra fx Faaborg-Midtfyn Kommune, så de fik søgt på den rigtige måde, siger Lars Peter Dam.

Håber på undtagelse

Advokaten håber nu at familien kan blive reddet af undtagelsesbestemmelserne i udlændingeloven. Men på grund af påsken kan hverken familien eller advokaten foretage sig noget, før tidsfristen for Ngo Tha Cers udrejse er overskredet.

Formanden for Socialudvalget i Faaborg Midtfyn kommune, Herdis Hanghøj, vil efter at have fået forelagt sagen, undersøge om kommunen har rådgivet familien forkert eller kan hjælpe dem i deres nuværende situation.

Oversigt

    Oversigt