Gentagne voldsepisoder mod egne børn - men mor slipper for fængsel

En 39-årig mor er torsdag blevet idømt en betinget fængselsstraf for at have udøvet vold mod sine to sønner ad adskillige omgange.

Lussing, slag og et spark i ryggen.

Det er hovedessensen af en straffesag, der torsdag var for Retten i Svendborg.

Ifølge sagens anklageskrift er to brødre, der i dag er 9 og 14 år, gentagne gange blevet udsat for vold ved flere forskellige episoder af deres egen mor i perioden 2019 til 2023. 

Sagen indebærer seks forhold om vold og ét forhold om forsøg derpå. Moderen nægtede sig skyldig i alle forhold.

Torsdag eftermiddag faldt dommen. En betinget fængselsstraf på 60 dage, som ikke skal fuldbyrdes, hvis den 39-årige mor ikke begår noget strafbart indenfor et år. Desuden skal hun udføre 80 timers samfundstjeneste.

Ingen intentioner om at udøve vold

Moderen til de to sønner har ifølge anklageskriftet blandt andet sparket den ældste søn i ryggen én gang, taget fat i den yngste søns nakke og skubbet ham under en kold bruser og under samme episode slået ham med en våd undertrøje.

- Han (sønnen, red.) forsøgte at spytte mig i hovedet, og så tog jeg den fugtige undertrøje og daskede ham med den. Det var to dask, og den ramte ham i ansigtet og på brystkassen, forklarede moderen i retten.

Derudover har hun tildelt dem slag i hovedet ved forskellige episoder og kastet med en drikkedunk, hvor den ældste søn nåede at flytte sig. En af episoderne var under madlavning med den yngste søn, hvor han ifølge moderen begyndte at kalde hende skældsord.

- Uden at jeg vil sige, at det var vold, kom jeg i affekt til at puffe ham i baghovedet. Jeg ville egentlig kramme ham, men jeg fik ikke lov, fordi han var frustreret, forklarede moderen.

Under afhøringen hos politiet har moderen kaldt det slag, men under retssagen ændrede hun det til, at det blot har været puf. I retssalen fastholdte hun, at hun ikke har udøvet vold.

Størstedelen af forholdene er foregået indenfor hjemmets fire vægge, men én episode hvor moderen tildelte den ældste søn en lussing, skete på en tankstation.

Konflikter i hjemmet

Den 39-årige mor fortæller, at der gentagne gange har været konflikter i hjemmet og trivselsproblemer hos børnene. Flere gange er hun blevet talt nedladende til af sine sønner, og de har også fået hjælp fra flere steder, hvor de har fået værktøjer til at tackle svære situationer.

Episoderne hun torsdag var i retten for, har udspillet sig på deres gamle bopæl, hvor kvinden boede sammen med sin nu eks-mand. Hun forklarede, at hun stort set har stået for alle opgaver i hjemmet herunder børneopdragelsen. Hun er siden flyttet i egen lejlighed sammen med sine to sønner.

Moderen fortalte om svære og hårde episoder, som gjorde, at de har været nødsaget til at tage fat i en krisepsykolog. 

- Jeg har prøvet at køre et familieliv. Men det har ikke været muligt for mig i huset, for jeg har haft en partner, som jeg troede, bakkede mig op, men han har ikke støttet mig og tværtimod modsagt mig, sagde hun. 

I retten blev moderen meget rørt, og hun hævdede, at hun og sønnerne har fået det meget bedre, efter de har fået hjælp. 

- Efter vi har fået nogle redskaber, har vi fået det meget bedre sammen. Jeg vil gerne være en rollemodel, sagde hun.

Fik bule i hovedet

Under retssagen blev der vist videoafhøringer fra Børnehuset, hvor begge sønner uafhængigt af hinanden fortæller om egne oplevelser. 

- Jeg sad på køkkenbordet, og så blev jeg slået i baghovedet og faldt ned på flisegulvet. Jeg fik en kæmpe bule i hovedet. Mor gav mig koldt vand på, men det gjorde rigtig ondt. Hun sagde undskyld, og at hun aldrig ville gøre det igen, sagde den yngste af sønnerne til afhøringen.

Men efterfølgende skete hændelsen på badeværelset, som han kalder "den værste episode". 

- Alle andre havde t-shirt på, men ikke mig, for så ville man kunne se det røde mærke, jeg havde fået på armen, sagde han under afhøringen.

Den ældste søn fortalte politiassistenten, der afhørte ham, at han havde fortalt sin mor, at hvis ikke det stoppede nu, ville episoderne ryge til kommunen.

- Det sker ikke længere. Vi har været til ART, der er et vredeshåndteringsforløb hos kommunen, og det er blevet meget bedre, fortalte den ældste søn. 

Da afhøringen nåede sin ende, afsluttede han med at spørge politiassistenten: "Kan det blive til en sag mod min mor?".

Slipper for fængsel

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf. Under proceduren nedlagde anklager fra Fyns Politi Cecilie Fugl Andersen påstand om en ubetinget fængselsstraf på 60 dage, men at der undtagelsesvist skulle være mulighed for at gøre den betinget med vilkår om samfundstjeneste, da volden har været med begrænset skade og begået i en form for afmagt.

Forsvareren argumenterede derimod for frifindelse. Han mente ikke, at episoderne har været vold mod børn, men at moderen til de to drenge har reageret i afmagt i konfliktsituationer, som omhandler trivselsproblemer i hjemmet. Han påpeger, at det fra børnenes side har været et råb om hjælp, og at de sammen har løst problemerne.

Derfor endte dommen med den betingede fængselsstraf og samfundstjeneste.

- Helt undtagelsesvist har vi fravalgt, at du skal afsone din straf. Det har vi gjort, fordi du har anerkendt, at der var et problem, der skulle løses. Og så har du gode personlige forhold, sagde dommeren.

Anklager Cecilie Fugl Andersen er tilfreds med, hvor dommen endte. 

- Det er en svær sag, hvor der er mange følelser i spil. Retten har fulgt strafpåstanden i forhold til de 60 dage, og de har også fundet tiltalte skyldig i mange af forholdene, dog med nogle enkelte modifikationer i nogle af tilfældene, men ellers har de fulgt det, der stod i anklageskriftet. Det er jeg tilfreds med, sagde hun efter domsafsigelsen.

Advokaten og den 39-årige mor bad om betænkningstid på 14 dage. 

Oversigt

    Oversigt