Lyngvild har troet på Trump hele tiden: Derfor overrasker han igen

Donald Trump er gadedrengen, der kan tiltrække en helt bestemt gruppe vælgere, siger Jim Lyngvild, der ikke er overrasket over Trumps overraskende gode valgresultat. 

Det kommer som ingen overraskelse for Jim Lyngvild, at Donald Trump igen overrasker - præcis fire år siden han snuppede præsidentposten i USA. 

Selv om vinderen af præsidentvalget i USA endnu ikke er fundet, er én ting sikkert: Det blev ikke den sikre jordskredssejr til Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, som meningsmålingerne forudså inden valgdagen.

Tværtimod. Der er dødt løb mellem USA’s præsident, Donald Trump, og USA’s tidligere vicepræsident. Modedesigner Jim Lyngvild fortæller, at han hele tiden har troet på sejr til Donald Trump. 

- Han er præcis den amerikanske drøm, siger Jim Lyngvild, der bor i Korinth. 

Den hadede gadedreng

Selv om mange danskere og europæere har et anstrengt forhold til USA’s præsident, er det helt anderledes i størstedelen af de 50 delstater. 

- Han er gadedrengen, der taler det sprog, som the establishment (samfundets magtstruktur, red.) hader, så han får en kæmpe gruppe vælgere med sig, som præsidenter ofte ikke kan tale til. Det kan han, forklarer Jim Lyngvild, der dog ikke selv ville stemme på ham, hvis han kunne. 

I 2016 gik de fleste eksperter og meningsmålinger ud fra, at Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, ville vinde sikkert. Sådan endte det som bekendt ikke. 

"Sjovere" med Trump end Biden

Historien er ved at gentage sig i 2020, hvor Joe Biden længe har haft et solidt forspring.

Selv om mange amerikanere er utilfredse med Trump og især måden, han har håndteret coronakrisen på, vælger omkring halvdelen af amerikanerne alligevel med at stemme på ham, som det ser ud nu.  

- Selv om man hader ham, er der mange, der stemmer på ham, fordi det er sjovere med fire år med ham, hvor han løber rundt og gør vilde ting, end en 77-årig mand, der bliver nødt til løbe lidt ind på scenen for at se ud, som om han er i live, siger Jim Lyngvild.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

DF'er: Medierne undervurderer Trump

Folketingsmedlem og byrådspolitiker Pernille Bendixen (DF) mener, at medierne har undervurderet Donald Trumps popularitet blandt vælgerne. 

- Jeg tror desværre, at medierne har en rolle at spille, fordi de undervurderer ham og bruger en masse tid på at tale dårligt om ham, siger Pernille Bendixen.

- Jeg er ikke sikker på, at det amerikanske folk er det samme sted i deres holdning til Trump, forklarer hun. 

Hun hælder politisk hverken til Donald Trump eller Joe Biden, men hun tror, at forretningsmanden snupper fire år mere i Washington, D.C. 

- Det peger hen ad, at Trump vinder, men det er ikke afgjort endnu, fastslår hun.

Afgørelsen af præsidentvalget trækker ud. De sidste stemmer er fortsat i gang med at blive talt op i en række afgørende svingstater. Både Donald Trump og Joe Biden har onsdag morgen dansk tid meldt ud, at de tror, at de selv vinder. Intet er dog afgjort endnu.

Clock04. nov 2020, kl. 14:35
Artiklen er opdateret med interview med Pernille Bendixen.

 

Oversigt

    Oversigt