Hans Stavnsager er 46 år, bor i Faaborg og driver til daglig en mindre kommunikationsvirksomhed, der løser opgaver for en lang række landsdækkende organisationer.
Han er vokset op i Diernæs lidt udenfor Faaborg, men han har også i en årrække boet i København i forbindelse med forskellige job indenfor organisationsverdenen - bl.a. som generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd.
Mærkesager
Det første og vigtigste mål er at få en ny regering, slog Hans Stavnsager fast.
- En socialdemokratisk ledet regering vil rydde op i det økonomiske morads, som VKO har skabt - og vi vil vel at mærke gøre det på en afbalanceret og retfærdig måde, sagde han.
Det andet mål, som Hans Stavnsager stillede op, handlede om for første gang i mange år at få valgt en socialdemokrat til Folketinget fra Faaborg-Ærø kredsen:
- Vi har nogle særlige udfordringer i vores lokalområde, som vi skal have taget fat på i de kommende år. Og i den forbindelse er det helt afgørende, at der bliver valgt en person fra lokalområdet, som kender problemerne, sagde han.
Ingen nem opgave
- Det er ikke nogen let opgave at få valgt en socialdemokrat fra Faaborg-Ærø kredsen, men med kredsreformen og et nyt felt af socialdemokratiske kandidater på Fyn er det bestemt heller ikke umuligt, sagde Hans Stavnsager.