Hér blev Christian Thygesen frustreret over det uudnyttede potentiale i en kommune med mange herlighedsværdier. Specielt mener han at erhvervsudviklingen langs med motorvejen langt fra er på dét niveau, som den kunne være.
- Jeg synes vi (i Faaborg-Midtfyn kommune, red.) savner noget fokus, handlekraft og fornyelse. Fornyelse kommer sjældent indefra, dén kommer udefra, siger Christian Thygesen, som svar på hvordan det er en fordel, at han er et ubeskrevet blad politisk.
Christian Thygesen er født i 1968, uddannet cand.merc. i finansiering og regnskabsvæsen fra Handelshøjskolen i Århus - og fik det første rigtige job i London. Men det var specielt en periode i Mellemøsten, hvor demokratiske rettigheder ikke var en selvfølge, der vækkede Christian Thygesen som politisk menneske. Siden flyttede familien til New York, hvor arbejdspladsen var på Wall Street. Her var pengene store - men beslutningen om at flytte hjem til Danmark blev truffet, så familiens børn kunne få en ordentlig base her i landet.
Christian Thygesen vil uden tvivl forsøge at udnytte sin mangeårige erhvervserfaring fra toppen af erhvervslivet, til at tilføre mere dynamik til det offentlige system. Allerede da han som totalt ukendt kandidat skulle gøre sit navn kendt i kommunen, forgik det ikke ved at deltage i debatmøder. Derimod etablerede Christian Thygesen en tænketank med inddragelse af erhvervsfolk og andre interessenter, med det erklærede formål at få friske øjne på ønsker og krav til de kommunale tilbud.