Maria blogger om bøger:
- Det er glæden ved bøger, der driver mig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Tidligere skulle man lede efter boganmeldelser i dagbladene, hvis man skulle finde den rette bog til aftenkaffen. Men nu har bogbloggere vundet indpas og respekt i litteraturens verden.
Røde, grønne, gule og blå bøger står på række i Maria Johansens bogreol hjemme i hendes hus i Odense.
De bliver læst. Hver og en. Men når Maria Johansen vender den sidste side i sin roman, novelle eller digtsamling, lægger hun den ikke tilbage i bogreolen lige med det samme.
- Jeg har altid elsket at læse, men når jeg var færdig med en bog, havde jeg altid en flad fornemmelse. Derfor begyndte jeg at kombinere skrivning og læsning ved at skrive om bøgerne.
Danmarks bedste bogblogger
Sådan startede bloggen "Book me up, Scotty", som tilbage i november fik prisen som Danmarks bedste bogblog til Danish Book Blog Award 2019. Og lige netop bogblogs er et fænomen, der er blevet mere og mere velkendt i løbet af de seneste fem år.
Tidligere skulle man lede efter boganmeldelser i dagbladene, men i takt med de sociale mediers udvikling og bloggernes fremtræden mærker de danske bogbloggere, at de bliver taget alvorligt i branchen.
- Jeg synes, vi bliver taget alvorligt af forlagene. Nogle gange kan jeg endda se, at anmeldelserne uden på bøgerne er lavet af bogbloggere.
Fynske bogbloggere
Maria Johansen, Book me up, Scotty
Christina Wung-Sung fra Bausagerbooks
Julie Rasmine fra Litfix
Tina Friis fra Bogfriisen
Mathias Hou fra Titlen
Regitze Xenia fra Bookish Love Affair
Camilla Laugesen fra Bogfidusen
Tanja fra Rejsen i litteraturen
Anne Fuglsang fra Annes Bogblog
Emilie Jæger Kjærsgaard fra The Book Ranter
Anne Nikoline Rasmussen fra Windblown Pages
Julie Lapp fra Bogfeber
Læseglæde
Politikens Forlag var et af de første forlag, der greb bogbloggerne som platform for at få deres bøger ud til andre målgrupper, og det er også et af de forlag, Maria Johansen får sine bøger fra. Hvert år sender forlaget flere og flere bøger ud til bogbloggerne.
- De gør et kæmpe frivilligt og entusiastisk arbejde. Den læseglæde, de spreder, er imponerende, siger Helle Skov Wacher, der er pr-konsulent hos Politikens Forlag.
For det er kærligheden til bøger, der driver bogbloggerne, og langt de fleste bogblogs er båret af frivillige kræfter, som ikke modtager honorarer eller lignende for deres arbejde.
- Jeg kan ikke se, hvordan det skal være muligt at tjene penge på at anmelde bøger. Livsstilsbloggere tjener eksempelvis penge på at reklamere for forskellige produkter, men hvis jeg begynder at reklamere for bøgerne, er det jo ikke længere en anmeldelse, fortæller Maria Johansen.
Alle har muligheden
Godt nok er Maria Johansen uddannet i kultur og formidling, og til daglig er hun skolelærer. Men hvis man selv sidder med en drøm om at blive bogblogger, skal man ifølge Maria Johansen bare gøre det:
- Hvis man kan stave og sætte en sætning sammen, kan man da sagtens blive bogblogger. Om du så er håndværker eller frisør. Jeg tror, det skal være glæden ved bøger, der driver dig. Det tror jeg er det vigtigste.
Du kan møde Maria Johansen og andre bogbloggere, forfattere og læsere til Det Fynske Bogtræf i Svendborg den 8. februar. Se programmet her.
Det fynske bogtræf
Sted: Tinghuset i Svendborg
Dato: Lørdag den 8. februar
Tid: Klokken 10-17
Det fynske bogtræf er fuldt booket.
Når en bog bliver til: Forfatterspire møder sin betalæser for første gang
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Som forfatterspire skal historien være lige i skabet, hvis man vil have en chance for at få sin bog udgivet. Det har en såkaldt betalæser og en del af æren for.
Et lilla ringbind med overskriften "De Grønne Øjne" ligger på bagsædet i Kristina Refmors bil.
Hun er på vej over Lillebæltbroen, og kursen er sat mod den jyske by Bramming. Her skal hun møde sin betalæser Laila Johansen for første gang. For bag stort set enhver forfatter findes en såkaldt betalæser, der hjælper med at rette og ændre i bogens handling, form og struktur.
- Når jeg skriver mine romaner, har jeg brug for at vide, om det jeg skriver fungerer. Det kan Laila hjælpe mig med, fortæller Kristina Refmor.
Romanen er Kristina Refomors hjertebarn. Hun har brugt adskillige timer på at finpudse de mange sider med følelser, personlige oplevelser og et levende sprog.
For som forfatterspire skal ordene vælges med omhu, og historien skal sidde lige i skabet, hvis man vil tages i betragtning hos de danske forlag og opnå enhver forfatterspires største drøm; at få udgivet sin roman.
Flere bogudgivelser og større konkurrence
Men Kristina Refmor er ikke alene med den drøm. Fra 2009 til 2017 er antallet af årlige skønlitterære titler skrevet på dansk steget med 58 procent og bogudgivelser i Danmark er generelt næsten fordoblet siden 2007. Det kan altså være svært for nye forfattere at slå igennem hos de etablerede forlag.
- Det her med at være et ukendt navn gør, at det er meget svært at komme ind i varmen, siger Kristina Refmor til TV 2/Fyn.
Et digitalt venskab
Selvom det er Kristina Refmors navn, der står på bogen "De grønne øjne", har hendes betalæser Laila Johansen også en stor del af æren.
Sammen har de to læseglade kvinder tilbragt massevis af timer dag og nat, for at gøre romanen så god som muligt. De har aldrig mødt hinanden, men det skal de i dag.
- Det er så dejligt at sætte ansigt på Laila, for vi har jo nærmest opbygget et venskab og kommet tæt ind på livet af hinanden bag skærmen og gennem romanen, siger Kristina Refmor, da hun møder Laila Johansen i Bramming.
Hvad er en betalæser?
En betalæser er en læser, der læser forfatterens bog, før den er færdig. Bogen er altså i betaversion. Betalæserne fortæller, hvad de synes om bogen, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Betalæsere er ofte uvurderlige for forfattere, da de kan fortælle forfatteren, hvordan historien modtages af andre. Der kan være fejl som plothuller, manglende information og diverse fejl og mangler.
En betalæsers bekendelser
Laila Johansen kender romanen lige så godt som Kristina Refmor selv gør, men det er ikke altid, at betalæserne bliver anerkendt.
- Man kan nogle gange føle sig som en skygge, for der ikke er mange, der ved, at vi også er en del af historien. Det er ikke så værdisat, siger Laila Johansen.
Men gennem Kristina Refmor har Laila Johansen fundet det helt rette match.
- Jeg får rigtig meget ud af det. Jeg bliver en slags fødselshjælper på en historie, der er undervejs, siger hun og Kristina Refmor tilføjer:
- Det er jo også din baby, Laila, siger hun og peger ned på det lilla ringbind og fortsætter:
- Drømmene bliver lidt større, når jeg har sådan en som Laila til at fortælle mig, at det jeg laver, det er godt, konkluderer en smilende Kristina Refmor.
Er du interesseret i at blive betalæser, eller er du forfatterspire, har du mulighed for at høre mere om det til Det Fynske Bogtræf i Svendborg 8. februar.
Her kan du møde fynske forfattere, læsere, bogbloggere og betalæsere, og så kan du deltage i forskellige workshops. Se programmet her.
Det fynske bogtræf
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her