43 års fængsel i kæmpe narkosag

En stor narkosag i Odense nærmer sig sin afslutning. Syv personer er tiltalt i sagen, og anklageren kræver dem tilsammen idømt fængsel i 43 år.

To personer kræves desuden udvist i den omfattende sag om handel med både hash og hårde stoffer, hvor anklager Vibeke Skov Madsen afsluttede sin procedure mandag.

Narkosagen omfatter et kilo beslaglagt amfetamin og handel med blandt andet fire kilo hash og 1,3 kilo heroin.

Den ene tiltalte har efter anklagemyndigedens opfattelse haft en ledende og organiserende rolle i den omfattende narkosag.

Anklageren beskrev ham som en slags "godfather" og kræver ham idømt 10 års fængsel. De øvrige seks personer vil anklageren have idømt mellem fem og ni års fængsel.

Gruppens leder og endnu et medlem kræves desuden udvist, eller betinget udvist.

Der falder dom i slutningen af november.

Oversigt

    Oversigt