Alger holder sig væk fra kysten

På trods af sommervarmen, der plejer at få de giftige blå-grønne alger til at boltre sig i badevandet, er de danske kyster gået fri for algeangreb. 

Algeklynger ved Langeland

Selvom sommeren har været den varmeste i mange år, er de
fleste badestrande sluppet for algeangreb. Gunstige vindforhold holder algerne væk fra kysterne.

- Der har været store forekomster ude på havene, men vi har heldigvis været forskånet for, at de blæser ind, fortæller Bo Riemann, forskningschef ved Danmarks Miljøundersøgelser.

De giftige blå-grønne alger opstår nemlig ikke i de danske farvande, men kommer drivende med havstrømmene. De største algeklynger ligger syd for Langeland og syd for Lolland-Falster.

På tilbagetog

Det værste tilfælde er omkring Køge Bugt, men selv her er der ikke nogen grund til at slå alarm. Algerne driver ikke ind mod strandene, og koncentrationen af giftige alger er ikke særlig høj.

- Risikoen for mennesker er ganske minimal, understreger Bo Riemann. Og algerne er på tilbagetog. Forskningschefen forklarer, at medmindre vejret slår drastisk om, blæser algerne væk fra de danske kyster. Så de giftige blå-grønne alger takker af for denne sommer.

Oversigt

    Oversigt