Anne Baastrup forlader Folketinget ved næste valg

SF-profilen Anne Baastrup genopstiller ikke ved næste folketingsvalg. Kredsformand begræder hendes beslutning.

SF's mangeårige folketingsmedlem Anne Baastrup har besluttet ikke at genopstille ved næste folketingsvalg. Det erfarer TV2 News.

Formanden for SF Storkreds Fyn, Niels Erik Ramhøj, bekræfter Anne Baastrups beslutning.

- Det er korrekt, men hun skal selv have lov til at fortælle hvorfor. Det er ikke min opgave at udpensle det. Jeg kan bare konstatere, at vi desværre mister en fantastisk dygtig politiker, som har gjort et stort stykke arbejde i de sidste mange år, siger han til Ritzau.

62-årige Anne Baastrup, der var medlem af SF's hovedbestyrelse fra 1992 til 2001, blev første gang valgt ind i Folketinget i 1994.

Fra 2001 til 2005 og igen fra 2011 til 2012 var hun formand for Folketingets Retsudvalg. Derudover har hun blandt fungeret som sit partis socialordfører, uddannelsesordfører, sundhedsordfører og psykiatriordfører.

Og den erfarne politikers afgang vil sætte sit præg på SF, siger Niels Erik Ramhøj:

- Vi har mange gode kræfter i SF, men det vil selvfølgelig få betydning, at en stærk politiker som Anne, der har sat så kraftigt et præg på SF på utallige vigtige poster, undlader at genopstille. Men det betyder så, at de, der er tilbage, må give den en ekstra skalle.

Han fremhæver Anne Baastrups "utrolige overblik" og kalder hende "en arbejdskraft helt ud over det sædvanlige".

- Ind imellem har jeg virkelig undret mig over, hvordan hun har kunnet overkomme de mange store og krævende opgaver, hun har haft, siger Niels Erik Ramhøj, der ikke ønsker at oplyse, hvornår han blev orienteret om Anne Baastrups beslutning.

- Jeg fik beskeden for et stykke tid siden, men der er ikke nogen grund til at komme det nærmere, siger han.

Som SF's gruppeformand og formand for Folketingets Socialudvalg måtte Anne Baastrup i januar tage orlov på grund af stress, men erklærede sig i sidste uge klar til at vende tilbage til Christiansborg.

Oversigt

    Oversigt