I en villa i Odense sidder Mahmoud Daoud og ser alverdens tv-kanaler for at få sidste nyt fra konflikten i Gaza.
- Jeg har behov for at tjekke nyheder hele tiden, igennem telefonen, internettet - og tænker på det hele tiden, faktisk, fortæller han, mens fjernsynet brummer i baggrunden.
I sidste uge brød konflikten ud og siden har Israel og militante palæstinensere affyret raketter mod henholdsvis Gaza og Israel.
Op mod 200 mennesker er døde og tusinder er sårede eller drevet på flugt. Og for Mahmoud Daoud, der har palæstinensisk baggrund og har nære venner i Gaza, er hverdagen i Odense ikke den samme som før.
- Det påvirker rigtig, rigtig, rigtig meget. Det her er noget, der rammer os følelsesmæssigt, siger han.
Osse i Svendborg følger Elias Lund spændt med i konflikten. I 18 år har han været formand for venskabsforeningen Dansk Israelsk Selskab for Fyn, og han har venner i landet.
- Især når man sidder udenfor som iagtager bliver man jo bekymret. For man tænker, falder der bomber alle vegne?
Se indslaget, og hør TV 2s Steffen Jensen fortælle om konflikten i området.