Det danske forsvar skal de kommende ti år styrkes med 143 milliarder kroner, og pengene bør investeres med geografisk spredning.
Det mener i hvert fald en række borgmestre landet over, som er klar til at kæmpe for en bid af kagen.
En af dem er Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V), som i dag fik opbakning fra sine fynske borgmesterkolleger til, at Fyn går endnu mere aktivt ind i kampen.
Det skete på et fælles borgmestermøde i Rudkøbing, hvor den østfynske borgmester rejste spørgsmålet om forsvarsmilliarderne overfor sine kolleger.
- Jeg mener, at vi på Fyn skal bruge vores stærke samarbejde til at positionere os. Der er i forvejen lavet et stort forarbejde fra Odense i forbindelse med det nationale fyrtårn NextGenRobotics, hvor droner og autonom højteknologi indgår. Det bør efter min mening undersøges, om det kan understøtte muligheden for øget tilstedeværelse af Forsvaret på Fyn, siger Kenneth Muhs.
Fælles fynsk stemme
De fynske borgmestre mødes et par gange årligt i det såkaldte Borgmesterforum under 'Byregion Fyn', hvor de koordinerer og samarbejder om regionale projekter for at tale med fælles stemme overfor regering og folketing.
Kenneth Muhs (V) hæfter sig ved, at en række jyske borgmestre fra kasernebyer som Varde, Holstebro og Haderslev allerede har meldt sig ind i kampen om pengene, og at det nu er på tide, at de fynske kommuner spidser albuerne.
- Det her handler om fremtidens rekruttering til Forsvaret, hvor vi på Fyn ligger midt i Danmark og med god infrastruktur kan understøtte hvervningen til fremtidens forsvar, siger Kenneth Muhs, som før borgmestertiden var ansat i Forsvaret i 20 år med rang af major.
- I Nyborg har vi som det næsten sidste sted på Fyn repræsentation af Forsvaret med en “kaserne” på Slipshavn. Her driver Marinehjemmeværnet en kursusinstitution. Nyborg kan, som placeret lige midt i Danmark, være et sted hvor man kunne udvide Forsvarets tilstedeværelse.
- Med adgang til Storebælt, tog og motorvej ligger vi godt placeret for yderligere fremtidig placering af Forsvarets aktiviteter, siger borgmesteren og understreger det vigtige i, at hele landet er repræsenteret, som en del af understøttelsen af forsvarsviljen.
- Nu skal vi på det administrative plan have udarbejdet et beslutningsgrundlag, så vi på det politiske plan kan styrke indsatsen, siger borgmesteren efter dagens møde.
Godt modtaget
Socialdemokratiets forsvarsordfører Simon Kollerup kalder dagens melding fra det fynske borgmesterforum "interessant", fordi der efter sommeren skal prioriteres konkrete initiativer. Her bliver et dansk NATO Centre of Excellence på droneområdet, ifølge den tidligere erhvervsminister, én af de ting, der skal drøftes i forhandlingerne.
- Fyn har en stærk position på droneområdet, som jeg lærte indgående at kende som erhvervsminister, og derfor er det enormt interessant, hvordan de stærke kræfter på Fyn i dag kan bidrage til, at Danmarks placering i NATO-samarbejdet på lige præcist droneområdet kan tydeliggøres og styrkes, siger Simon Kollerup.
Også Venstres gruppeformand på Christiansborg, Lars Christian Lilleholt, hilser dagens melding fra de fynske borgmestre "velkommen".
- Det er et utroligt stærkt signal, som et samlet Fyn her sender til Christiansborg. I dag er vi en situation, hvor der er 41 ud af Forsvarets cirka 20.000 ansatte, som har deres job på Fyn, og det er for lidt, siger gruppeformanden, som fra 2020 til 2022 var partiets forsvarsordfører.
Godt grundlag af bygge på
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel var forhindret i at deltage i dagens møde i borgmesterforum, men han skriver i en skriftlig kommentar til TV 2 Fyn, at Fyn allerede har udført et solidt forarbejde, som der nu kan bygges videre på i forbindelse med forsvarsinvesteringerne de kommende år.
- I et års tid har vi kørt et struktureret forløb med det formål at gøre både ministre, ordførere og centrale aktører i Forsvaret opmærksomme på de unikke muligheder og rammebetingelser, der eksisterer i og omkring HCA Airport , når det kommer til test og udvikling af droner.
- I det udspil, som regeringen præsenterede tidligere på ugen, ser jeg rigtig gode takter, der taler ind i lige netop denne ambition om, at Forsvaret skal udvikles i tætte partnerskaber med erhvervslivet og forskningsmiljøerne, præcis som det er tanken med dronekonsortiet og HCA Airport.
- Ovenpå droneindsatsen vil vi nærstudere, hvad der ellers kunne være oplagt for Fyn – for eksempel muligheder for at bygge flådeskibe på fynske værfter, skriver borgmester Peter Rahbæk Juel i en kommentar.
Dansk Folkeparti vil også øge forsvarets tilstedeværelse på Fyn. Tidligere på foråret foreslog MF Alex Ahrendtsen, at Fyn får en kaserne.