De har formet, rullet og smagt i mousse, chokolade og ganache. I dag skulle det hele vises frem til den store eksamen.
Det første hold chokolatiers nogensinde i Danmark blev nemlig eksamineret fra Kold College i Odense i dag.
- Chokolade interesserer mig utrolig meget, og jeg har lært en hel masse, fortæller Jeanette Sørensen, der i forvejen har en uddannelse som konditor.
Og den er der også brug for, for chokolatier-uddannelsen er en overbygning, som Kold College udbyder sammen med Hotel- og Restaurationsskolen i København.
- Vi fornemmede et behov blandt professionelle i Danmark for at kunne arbejde i dybden med chokolade, og alle de facetter, der er i chokolade. Så det gjorde vi, fortæller en stolt uddannelseschef, Hans-Henrik Jensen.
Chokolade-uddannelsen er taget som et kursus, som har varet siden januar. Den bliver udbudt igen til næste år. Og desværre altså kun for folk, der i forvejen har en chokolade-relevant uddannelse.