Magnus Andreas Friberg har i en uge været erhvervspraktikant på TV 2 Fyn. Dette essay er skrevet af ham og læst inden udgivelse af redaktionen.
Jeg bruger nok lidt mindre skærm, end jeg gjorde for et par år siden.
Jeg læser næsten altid i en bog, inden jeg skal sove. Det er både fordi jeg godt kan lide at læse, og fordi jeg ved, det er sundere end at kigge i en skærm.
Men mobilen fylder mere og mere. Den bimler og bamler hele tiden. Og vi børn har svært ved at sige fra og lade mobilen være. En snap, en TikTok, et opslag på Instagram eller Facebook. En notifikation til et spil, som vil lokke til at spille mere.
Jeg har den altid slukket om natten. Ellers sover jeg dårligt. Mange af mine venner og klassekammerater bruger den som vækkeur. Så kan de jo ikke slukke den eller sætte den på lydløs, for så vil de ikke kunne høre den, når de skal op.
Det er også ret svært at finde på noget at lave med vennerne, som ikke har noget med en skærm at gøre. Når jeg skal lave noget med mine venner, så er det for det meste skærmen, vi finder på at lave noget på. Typisk spiller vi computerspil eller ser TikTok-videoer.
Det var nemmere førhen, da jeg var yngre, fordi vi dengang godt kunne lege med legetøj eller lege udenfor og bruge vores fantasi.
Men lige så snart den første af os fik en mobil, begyndte det pludseligt at være mere sjovt at sidde med den, end at lege krone-gemme eller politi og røvere udenfor.
Jeg har spurgt min far, hvor gammel han var, da han begyndte at skaffe sig af med sit legetøj. Han svarede, at han var omkring 13-14 år. Jeg var nok 10-11 år gammel, da jeg begyndte på det.
Det, synes jeg, siger en del om, hvad der er sket.
Da vi begyndte at få Playstations og computere, begyndte vi at bruge meget mere tid indenfor med det. Det eneste jeg har tilbage, er nogle Lego-biler, som jeg samlede på, da jeg var mindre. Dem har jeg gemt, fordi jeg synes, det er hyggeligt at have dem som samleobjekter. De har også taget ret lang tid at samle.
Om morgenen i klassen skal vi alle aflevere vores mobiltelefon, inden undervisningen går i gang. Og der skal vores lærer sige det et par gange, før alle gør det. Der er også nogle, som slet ikke afleverer den, men som siger, at de ikke har den med. Det er der en del, der gør på andre skoler, har jeg hørt. Jeg afleverer den normalt, da jeg ikke kan se, hvad jeg skal bruge den til i skolen. Der er selvfølgelig også nogle, som synes, skolen er lidt træls, og der kan man jo bruge mobilen til at “undslippe” skolen.
Derhjemme er mine forældre heller ikke så meget bedre, når det kommer til at lægge skærmen fra sig. Jeg tror ikke, at vi længes efter så meget andet at lave derhjemme, og jeg tror også, vi generelt bare er blevet vant til, at det er skærmen, vi bruger frem for at spille et brætspil eller noget lignende.
Jeg tror, at mange af vi unges skærmforbrug også skyldes vores forældres opførsel, som jo smitter af på os. Som Sundhedsstyrelsen selv skriver i sine nye anbefalinger, så skal forældre passe på med at bruge skærm, når de er sammen med deres børn. For børn bliver nemlig påvirket af, hvad deres forældre gør.
Jeg tror, grunden til at min generation er blevet så meget optaget af skærm, er, at vi er blevet opfostret på en forkert måde, fordi vores forældre begyndte at bruge meget skærm. Så skulle børnene også have en skærm. Og så er det pludselig børnene, der bruger skærmen mere end vores forældre, fordi de nye generationer, der så kommer, ikke kan huske, hvordan det var før digitaliseringen.
Der er en del familier, som laver regler i hjemmet for at holde skærmen lidt på afstand. Og jeg håber også, at folk vil lytte til Sundhedsstyrelsen. Jeg håber, at vi kommer til at bruge lidt mindre tid med skærmen i fremtiden.