Bor du på Fyn eller øerne, så er der god sandsynlighed for, at du har trækkrog på bilen.
Det viser en mindre analyse, som mediet Momentum har lavet.
Som i resten af landet, så jo længere væk fra storbyen man kommer, jo flere har krogen på bilen.
I det fynske er der således færrest i Odense Kommune, som nemt kan komme på genbrugspladsen med en trailer.
Her er der ifølge Momentums analyse 56 ud af 100 biler, som har træk på. I den anden ende af den fynske skala topper Ærø, hvor 66 ud af 100 biler har påmonteret træk.
Det fremgår ikke entydigt af analysen, hvad trækkrogen anvendes til, men tesen er, at med en trækkrog følger en trailer.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fordom bekræftet
Ifølge Momentum bekræfter analysen den udbredte fordom om, at Jylland er trailerland. Det mener Christian Grau, forfatter, foredragsholder, motorredaktør på Euroman og tidligere professionel gætter i tv-programmet "Kender du typen".
- Jydekrogen er den blevet kaldt, og tallene viser, at den lever op til sit navn. De dokumenterer sort på hvidt, at de fleste trækkroge findes vest for Storebælt. Der er det en livsstil at have en trailer, og derfor er trækkrogen så udbredt, konstaterer Christian Grau overfor Momentum.
Trailertætheden er især bastant i Vest- og Sønderjylland og i området omkring Europas største trailerproducent Brenderup i Nørre Aaby på Vestfyn.
Selvforståelse
Det er da også bilister i Jylland, som overvejende trækker i toppen af listen. Læsø har dog den største koncentration af biler med krog. Her er 70 procent af alle biler på øen i Kattegat køreklar til for eksempel en trailer.
Nummer to er et andet øsamfund, Morsø, mens Skive, Lemvig og Ringkøbing-Skjern kommuner også er godt med.
I sidstnævnte kommune er man i Kultur- og Fritidsudvalget stolt af topplaceringen:
- Det er en del af vores selvforståelse at have en trailer at komme rundt med. Det handler ikke om prestige, men om at hjælpe sig selv, køre på genbrugspladsen eller byggepladsen, når der passer en. Men det handler om også at kunne give naboen en hjælpende hånd. Det ligger i vores DNA, siger Kristian Ahle, formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.
På det nordøstlige Sjælland falder frekvensen af anhængertræk gevaldigt i forhold til vest for Storebæltsbroen. Her er man hurtigt nede på, at omkring hver tredje bil har monteret anhængertræk. På det grundlag konkluderer Christian Grau ifølge Momentum tørt, at "i Nordsjælland udliciterer man og får andre til at gøre det. Derfor er behovet for en trailer ikke så stort".
Der er således ikke sket den store udvikling de seneste årtier. Således kunne dagbladet Politiken i 2003 konstatere: at "Fordommene holder: I nogle jyske kommuner har næsten hver tredje familie egen trailer. Mens sjællænderne synes, at en anhænger er knap så essentiel."
Trækkrogen følger med alderen