Er det ulovligt at "glemme" en hundelort?

Det kan potentielt have indflydelse på pengepungen, hvis man ikke samler hundelorten op.

Efterladte hundelorte er ikke et særsyn, hvis man går en tur.

Det erfarede TV 2 Fyn på to gåture i Ringe og Kerteminde. På en time fandt TV 2 Fyn's reporter 12 efterladte hundelorte.

Eksperimentet blev udført, fordi en masse sygdomme kan blive overført via hundes afføring. Herunder en farlig snegleparasit, som i nogle tilfælde kan være dødelig for de firbenede venner. Parasitten er især her i forårsmånederne i vækst.

Men på trods af smittefaren er det ret normalt at se hundelorte ligge rundt omkring på stier og fortove. Det er først og fremmest hundeejerens eget ansvar at samle efterladenskaberne op efter sin egen hund - men det er nærmest umuligt at komme efter dem, der lader lorten ligge.

Sådan lyder det i et skriftligt svar fra Vejdirektoratets jurister til TV 2 Fyn.

Hvis lorten ikke bliver samlet op og er til ulempe for færdslen eller er særligt forurenende, kan kommunen eller politiet fjerne lorten for hundeejerens regning.

Det kræver dog selvfølgelig, at politiet eller kommunen ved, hvis hund der har leveret hundelorten. Vejdirektoratet ikke er bekendt med sager, hvor hundeejere er blevet straffet for at efterlade en hundelort.

I disse tilfælde skal du selv fjerne hundelort

Men man kan selvfølgelig også komme ud for, at der ligger en hundelort på fortovet ved ens ejendom eller sågar inde på grunden.

Og hvis hundeejeren ikke griber høm-høm posen og fjerner efterladenskaberne, er det grundejerens ansvar at renholde de arealer, den ligger på.

Det kan virke uretfærdigt, men hvis en ukendt hund har besørget på din grund, er det stadig dit ansvar at holde din grund ren.

Ligger lorten til gengæld på fortovet ved ens grund, der grænser op til en offentlig vej, er det som udgangspunkt kommunens ansvar at fjerne den. Medmindre andet er bestemt.

Man kan typisk se på kommunernes hjemmesider, hvad reglerne er.

Men i landzoner gør kommunen kun rent på offentlige veje og stier, hvis det er nødvendigt for trafiksikkerheden.

Det kan også være, at man har en bolig, der ligger på en privat fællesvej inde i en by.

Med andre ord er det en vej, der anvendes af flere grundejere og er offentligt tilgængelig.

Her er det grundejerens ansvar at holde veje og stier rene og fjerne affald, der er til ulempe for færdsel eller er særligt forurenende.

Men hvis den private fællesvej ligger i en landzone, er det kommunen, der bestemmer, hvem der står for vedligehold.

En løsning kan for eksempel være, at kommunen udfører arbejdet for grundejernes regning.

Oversigt

    Oversigt