De gjorde det med en flasmob på Ove Sprogøes Plads i Odense. Fra klokken 13.00 og to minutter frem stod de fuldstændig stille - og det gav selvfølelig en del opmærksomehed.
Initiativet hedder "Respekt for erhvervsskolerne," og de går netop nu på barrikaderne, fordi regeringens SU-reform gør det umuligt at få SU, hvis man starter på mere end fem ungdomsuddannelser.
- Det ville aldrig ske i gymnasiet, at elever i 2. g ikke kunne få lov til at gå videre til 3. g. Men elever på erhvervsfaglige uddannelser bliver tvunget til at skifte uddannelse, fordi de ikke kan få en læreplads. Så det giver ingen mening når regeringen vil begrænse antal optag på ungdomsuddannelser, i en tid, hvor alt for mange unge ikke kan færdiggøre deres 1. eller 2. valg, mener Louise Broman, der er talsmand for gruppen.
De vil også kæmpe for, at ti procent af alle medarbejdere skal være lærlinge, når det offentlige skal bygge skoler, veje, parker og alt mulig andet. Den idé bliver dog afvist af Dansk Industri.
- Vi vil også gerne have mange lærlinge i job, og det presser vi også på for at få - men de her faste procenter, er vanskelige at håndtere, forklarer den fynske lokalformand Jørgen Dirksen.
- Vi ønsker, der skal gang i mere byggeri, og gang i mere erhverv generelt - det vil også give flere arbejdspladser, siger han.