Flemløse-tragedie er en af de værste arbejdsulykker i nyere tid

To unge mænd mistede tirsdag aften livet, da 750 ton beton brast sammen sammen i en silo under opførelse i fynske Flemløse.

Tirsdag aften klokken 18.10 blev der slået storalarm, efter støbningen af et tag til en silo var gået grueligt galt i Flemløse ved Glamsbjerg.

Ti mænd arbejdede på bygningen, og det stod snart klart, at kun én var sluppet uskadt fra ulykken.

Seks var hårdt kvæstede, to afgået ved døden, og én er i skrivende stund endnu ikke fundet, næsten et døgn efter.

Ulykken skriver sig på kedelig vis ind i danmarkshistorien som en af de værste arbejdsulykker i nyere tid, fortæller Kent J. Nielsen, der er souschef og seniorforsker på Arbejdsmedicin ved Regionshospitalet i Gødstrup til Fagbladet 3F.


quote - Jeg mindes ikke, at der i de seneste år har været en arbejdsrelateret dødsulykke, hvor to personer har mistet livet.

Kent J. Nielsen, Regionshospitalet i Gødstrup


- Jeg mindes ikke, at der i de seneste år har været en arbejdsrelateret dødsulykke, hvor to personer har mistet livet.

Pressemøde ved Fyns Politi onsdag morgen.
Pressemøde ved Fyns Politi onsdag morgen.
Foto: Peter Krogh Frausing


Fredag morgen afholdt Fyns Politi et pressemøde, hvor vi blev klogere på den redningsindsats, der er i gang på stedet. Den flydende beton fra støbningen er efterhånden hærdet og blandet sammen med metal og forskalling. Forhold, der gør redningsarbejdet besværligt og langsommeligt.

Ikke desto mindre fastholder politiet, at den indsats, der er i gang på stedet, fortsat er med håbet om at redde liv.

Enorm indsats

Natten og dagen igennem har Beredskabsstyrelsen, Politiet og Beredskab Fyn arbejdet med at lede efter den sidste savnede person.

Der bliver brugt store byggekraner, redningshunde og manuel arbejdskraft til at bryde gennem det genstridige lag af sammenklumpede byggematerialer og forhåbentligt finde den savnede.

Byggematerialer fjernes fra siloen i bestræbelserne på at finde den sidste person.
Byggematerialer fjernes fra siloen i bestræbelserne på at finde den sidste person.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


Også Odense Universitetshospital har haft travlt, efter man modtog de seks hårdt sårede patienter fra ulykken. Her måtte man i en periode henvise folk til at vente hjemme eller tage til Esbjerg Sygehus afhængigt af, hvor akutte problemer patienterne skulle have hjælp til.

Siloen var under opførelse for Flemløse Biogas, og ejerkredsen bag har onsdag udsendt en pressemeddelelse, hvor virksomheden udtrykker, at man er meget berørte af ulykken.

Virksomheden samarbejder med myndighederne om at klarlægge hændelsesforløbet og har tilkaldt en krisepsykolog for at sikre medarbejdernes velbefindende.

Udenlandske arbejdere

Flemløse Biogas får bygget siloen af en tysk virksomhed, der har stor erfaring i at opføre netop biogasanlæg. Det var dog en belgisk underleverandør, der tirsdag aften arbejdede med at støbe taget, og det var denne virksomheds medarbejdere, der var involveret i ulykken.

De to omkomne mænd var 20 og 25 år og rumænske statsborgere, mens de tilskadekomne er mellem 19 og 49 år og kommer fra Rumænien, Polen og Belgien.

Biogasanlægget vil fortsat være afspærret, så længe redningsaktionen fortsætter.
Biogasanlægget vil fortsat være afspærret, så længe redningsaktionen fortsætter.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix


Fyns Politi har endnu ikke udtalt sig om de nærmere omstændigheder omkring ulykken. De efterforskes endnu, lyder det.

Hvor længe redningsarbejdet ved siloen fortsætter, er uvist. Området omkring den vil være afspærret så længe det varer ved, oplyser Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt