Det har længe stået klart, at Rigspolitiet skulle på slankekur, og tirsdag aften har statsminister Mette Frederiksen (S) løftet sløret for sine planer for at slanke Rigspolitiet.
I et interview med Berlingske siger statsministeren, at 660 stillinger skal fjernes fra Rigspolitiet. Det kommer oven i de 240 årsværk, som Rigspolitiet vil spare jævnfør en spareplan fra januar.
Dermed bliver i alt 900 stillinger berørt af slankningen af Rigspolitiet.
De fjernede stillinger skal frigøre ressourcer, der senere skal bidrage til en opgradering ude i politikredsene. Her skal der laves 20 nye nærpolitistationer. Ti på hver side af Storebælt, forklarer statsministeren i Berlingske.
Selv om der ikke er sat bynavne på de ti nye politistationer, der skal ligge vest for Storebælt, bliver forslaget dog godt modtaget i Middelfart.
- Det er et stærkt udspil. Vi har brug for et synligt politi. Det skaber tryghed hos borgerne, siger Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd (S), til TV 2/Fyn.
Selv om antallet af anmeldelser er faldende, og opklaringsprocenten er stigende, så er et politi tæt ved borgerne vigtigt, mener han.
- Der er centraliseret for meget, også når det gælder Fyns Politi. Så det er godt, hvis det går den anden vej igen, siger Johannes Lundsfryd.
Politistationen på Brovejen i Middelfart blev lukket i 2016, og stationen blev sat til salg. I Assens lukkede politistationen også som aktiv bemandet politistation, men Fyns Politi har stadig lokalerne på rådhuset.
Assens borgmester håber, at regeringens forslag kan genåbne politistationen.
- Det er et meget positivt udspil. Der står topmoderne lokaler klar indrettet til formålet. Det er vigtigt med en bemandet politistation tæt på borgerne, siger Søren Steen Andersen (V).