Frederik havde ondt i livet - så hjalp restaurant ham på rette vej

I Odense er der 1.435 udfordrede unge mennesker, der hverken er i arbejde eller i gang med en uddannelse, og det er dyrt. Over et livsforløb koster en person i målgruppen cirka 9,2 millioner kroner. Derfor er det gode nyheder, når unge mennesker kommer videre i systemet. En af dem er Frederik Agertoft Greve, der trods modvind er lykkes med at komme i arbejde.

For seks år siden havde den nu 24-årige Frederik det dårligt. Han havde svært ved at finde sin rette plads på uddannelseshylden, og han havde et hashmisbrug.

I dag er han kok på Restaurant flammen i Odense og har langt om længe fundet et sted, hvor han føler sig hjemme.

Førhen var Frederik en del af statistikken over de unge mennesker, der kæmper med ensomhed og mistrivsel. Nogle af dem er havnet i kriminalitet, andre i et misbrug. Fælles for dem er, at de har brug for en ekstra hånd for at komme videre i uddannelse eller i job.

Siden 2018 er andelen af unge uden uddannelse eller beskæftigelse faldet med 0,7 procentpoint. Alligevel var der på landsplan 42.515 unge mennesker uden beskæftigelse eller uddannelse i 2021. Og det er dyrt for samfundsøkonomien.

En analyse, som tænketanken Kraka har udarbejdet, viser, at en person med grundskolen som højeste uddannelsesniveau som 25-årig i løbet af et liv koster 9,2 millioner kroner i sundhedsudgifter, overførelsesindkomst og de 7,36 millioner kroner, som de tjener mindre i løbet af af deres arbejdsliv end den resterende gruppe.

Det svarer i alt til en forskel på ca. 107 milliarder kroner per årgang.

Derfor er det vigtigt at få disse mennesker i arbejde. Og Frederik Agertoft Greve er en af dem, det er lykkes for, for da han landede i jobpraktik hos Restaurant Værdsat, vendte skuden for ham.

Svært ved at passe ind

Men spoler man tiden seks år tilbage, kunne vejen til et arbejde synes lang.

- Jeg havde stoppet min HF-uddannelse og var på uddannelseshjælp, fordi jeg havde et hashmisbrug. Derfor krævede kommunen, at jeg skulle møde op på et misbrugscenter. Derudover havde jeg møder med lokalpsykiatrien, som ville udrede mig, og så skulle jeg møde på jobcenteret. Ellers gik jeg bare derhjemme, siger Frederik Agertoft Greve.

Før Frederik Agertoft Greve droppede ud af HF-uddannelsen havde Frederik Agertoft Greve af flere omgange haft svært ved at finde sin rette plads.

- Jeg har hoppet fra skole til skole. Prøvet en erhvervsuddannelse hvor jeg var på smedelinjen og gennemførte to forløb, jeg var i militærpraktik, på produktionsskole, og til sidst på HF, men jeg så ikke en fremtid i det. Det stemte ikke overens med, hvad jeg ville arbejde med, siger Frederik Agertoft Greve.

Virkelighedsflugt

Hashmisbruget, der startede, da Frederik Agertoft Greve var 14 år og gik på efterskole, varede i 3-4 år.

- Det var sjovt at ryge hash med vennerne, men det førte til, at jeg også røg joints, når jeg var alene. Pludselig blev det hver dag. Så tog det overhånd fra at være for sjov en gang imellem til et reelt behov på daglig basis. Det blev en klods om benet. Psykisk, socialt og økonomisk, fortæller Frederik Agertoft Greve og forsætter:

- Jeg blev nødt til at ryge inden arrangementer, ellers kunne jeg ikke hænge sammen af abstinenser. Jeg havde altid en joint på mig. Jeg tænkte hele tiden over, hvornår jeg skulle ryge igen, men jeg opbyggede også en tolerance, der gjorde, at jeg hele tiden måtte have mere for at mærke virkningen.

Og der måtte gå nogle år, før Frederik Agertoft Greve indså, hvor alvorligt det var:

- Der gik nogle år, før jeg indså, at jeg måtte stoppe. Cannabissen var tidsfordriv, en måde at være social på, en hobby, en aktivitet, men det var også en virkelighedsflugt. Rusen gav en tankedæmper, og det begyndte at være en forudsætning for, at jeg kunne eksistere.

- Dengang kunne jeg ikke erkende, at jeg ikke kunne fungere uden, selvom jeg i løbet af en dag røg omkring fem gange, siger han.

Frederik Agertoft Greve startede sin karriere som kok ved at være ansat på Restaurant Værdsat i halvandet år
Frederik Agertoft Greve startede sin karriere som kok ved at være ansat på Restaurant Værdsat i halvandet år
Foto: Benjamin Mosskov

En ny start

Da Frederik Agertoft Greve endelig kunne sige sig fri for sit hashmisbrug, havde corona huseret, og Danmark var på ny åben. Derfor kunne Frederik Agertoft Greve i samarbejde med en jobkonsulent fra Odense Kommune komme i jobpraktik hos Restaurant Værdsat, der ligger i Odense.

- På det tidspunkt havde jeg gået derhjemme og havde været indebrændt, så da jeg kom i praktik, var det en stor kontrast til det. Og derfor oplevede jeg bare en endnu større glæde over at være i gang. Førhen har jeg ikke følt, at jeg har passet ind nogle steder. Her følte jeg, at jeg var en del af et fællesskab, og at vi havde hinandens rygge.

Restaurant Værdsat er et af de steder i Odense Kommune, der tager imod udsatte unge, der har lyst til at komme i jobpraktik.

- Fra første dag syntes jeg, at det var fedt - så fedt at jeg ikke havde lyst til at gå hjem om aftenen. Jeg er meget praktisk anlagt, så arbejde med hænderne var lige mig. Det nye og højere niveau af madlavning var en kæmpe øjenåbner for mig på den mest positive måde. Jeg fik ansvar, og de stolede på mig.

- Og tilsyneladende gjorde jeg det godt, for på mit første år i restaurationsbranchen var jeg med til at starte to restauranter op.

Benjamin Mosskov har i over to år hjulpet udfordrede unge med at komme i arbejde
Benjamin Mosskov har i over to år hjulpet udfordrede unge med at komme i arbejde
Foto: Foto: Svante Lyngsie, Grafik Stine Mørch

Benjamin Mosskov er et af de mennesker, der tør at tage chancen med de unge mennesker. Selv er han uddannet kok og ejer af fem restauranter i og omkring Odense. I over to år har han hjulpet unge mennesker, der har udfordringer med at få et arbejde, med at komme i arbejde hos ham.

Med blandt andet Restaurant Værdsat har han været med til at hjælpe omkring 50 personer i arbejde ved at give dem et fællesskab, og et af hans mål er, at en tredjedel af hans ansatte skal ansættes den vej igennem.

-  Jeg synes, at de erhvervsdrivende, der kan hjælpe, de skal hjælpe. Vi ser det som et fælles ansvar at hjælpe planeten med den grønne omstilling, men jeg ser det som mindst lige så vigtigt med den sociale bæredygtighed. Det er et fælles ansvar at hjælpe menneskerne, siger Benjamin Mosskov.

Selv har han været alkoholiker i knapt to årtier og forstår, hvad det vil sige at bevæge sig videre fra en svær periode:

- Jeg kom selv ud på en glidebane, hvor jeg i mere eller mindre to årtier var under heftig indflydelse af alkohol. Den kamp jeg skulle igennem dengang for at komme ud af det, den vil jeg gerne hjælpe andre med, siger Benjamin Mosskov.

Tilbage til Frederik Agertoft Greve, der nu arbejder på Restaurant Flammen i Odense. Han ser tilbage på tiden hos Restaurant Værdsat som en tid, der har været med til at guide ham den rigtige vej.

- I et køkken er der struktureret kaos, som jeg arbejder godt i. De høje forventninger til mig gør, at jeg gerne vil indfri dem. Det giver mig motivation, fordi der er en god grund til at stå op om morgenen og tage afsted fremfor at ligge i eget fordærv.

- Det hjælper at have fundet et sted, hvor jeg er tryg og har et helle, og nu står jeg tilbage med mere styrke, selvindsigt og selvsikkerhed.

Hvad siger rådmanden på området?

Oversigt

    Oversigt