Det var en god dag for forsknings- og produktions-Fyn i dag.
86 millioner til fri forskning på Syddansk Universitet og adgang til at søge puljer med 320 millioner kroner til ældreforskning, sundhed og life science.
Dertil en pulje med 369 millioner, som der i høj grad står Lindø og grøn omstilling og dermed også Lindø på.
- Vi kan ikke forære pengene til Lindø, men alle herinde ved, hvad der sker på Lindø, og der står i høj grad LSP, Large Structure Production, på de 369 millioner kroner, siger Trine Bramsen, forskningsordfører for Socialdemokratiet.
På aftalen hedder bevillingen "kritiske og digitale teknologier" og uddeles igennem Danmarks Innovationsfond.
Regeringsaftalen
Og den politiske bevågenhed er man glad for hos Large Structure Production, der kommer ovenpå et europæisk topmøde på Odense Havn, der udpeger Lindø til stedet, som skal være med til at løfte og udvikle den grønne omstilling i Danmark.
- Det giver os mulighed for at definere og udarbejde nye projekter, som vi kan søge om, siger professor Christian Schlette, der er leder af SDU-forskningsprojektet LSP.
Han gør dog opmærksom på, at også andre universiteter formentlig vil byde ind med projekter, men at SDU-centrets ekspertise er unik.
Og succes avler åbenbart succes.
Large Structure Produktion, der samarbejder med private virksomheder om udvikling af robotværtøjer til tunge løft og produktion til offshore, konstruktionsopgaver, krigsskibe og skibsbygning, har de seneste fire år selv skaffet i omegnen af 300-400 millioner kroner og har en planhorisont frem til 2029.
Et af de mest interessante projekter er at trække skibsbygning tilbage til Danmark og Fyn i storskala. Ud over en robot-portalkran skal skibsbygningsopgaverne udføres med kunstig intelligens og 3D-print.
Projektet, der har et budget på 47 millioner kroner, har blandt andet det tidligere Lindø-selvskab Odense Maritime Technologi, Søby Værft, Fayard og Tuco Vært med fra Fyn, men også Inrotech og SH Group er med fra Fyn.
Deltagere i skibsbygningsprojektet
Da Lindøværftet lukkede i 2012 havde A. P. Møller udviklet robotsvejsning, men ledelsen fandt ikke grundlag for at fortsætte byggeriet af de gigantiske containerskibe og begyndte at bestille dem i Asien.
- Vi står faktisk på skuldrene af det tidligere robotprojekt, og ambitionen er at få skibsbygningen tilbage til Danmark. Det gør vi blandt andet ved, at en dansk faglært arbejder ved hjælp af robotter og automatisering kan yde meget mere og gøre produktionen effektiv og konkurrencedygtig, siger Christian Schlette.
Det fynske projekt er indtil dato blevet støttet med 108 millioner kroner af Erhvervsfremmestyrelsen, 90 millioner kroner fra A. P. Møller Fonden, 23,5 millioner kroner fra EU og 51,5 millioner kroner fra Innovationsfonden.