Fyns Politi: Pas på tyven

Indbrudstyve har været særdeles aktive på Fyn den seneste tid. Derfor opfordrer Fyns Politi til at man forbereder sig ekstra meget, hvis man skal ud at rejse i efterårsferien.

Den seneste tid har der været rigtig mange indbrud på Fyn især i weekenderne.

Fyns Politi har mistanke om, at østeuropæiske tyvebander er på spil.

Derfor er det klogt at gøre boligen ekstra ferieklar, hvis man skal ud i efterårsferien i næste uge.

Vicepolitikommissær Carsten Arentoft Andersen, Fyns Politi mener, at mange glemmer at sikre boligen midt i forberedelserne af ferieturen, og det er en skam.

- For det er faktisk muligt at gøre meget også uden at det koster en formue, siger han.

Snak med naboen

Et godt og gratis råd er, at man aftaler med naboerne at holde øje med huset.

Naboerne kan for eksempel holde øje med, om der pludselig er sat klistermærker på postkassen, anbragt dåser i indkørslen, eller hvis dørmåtten er lagt op ad hoveddøren,

Det tyder nemlig på, at nogen er ved at undersøge - eller har undersøgt - om der er nogen hjemme.

Her kan en nabo hjælpe med at forebygge indbrud ved at lægge måtten på plads, fjerne dåserne eller klistermærkerne.

- Det lyder enkelt, men det virker, siger Carsten Arentoft Andersen.

Pas på sociale medier

Politiet opfordrer også til, at man nøje overvejer, hvordan man bruger de sociale medier i ferien.

Alt for mange reklamerer ligefrem med, at de er hjemmefra på Facebook, Twitter og andre medier.

- Vi vil gerne appellere til den sunde fornuft. Det er jo en træls afslutning på ferien at komme hjem til et gennemrodet hus, siger vicepolitikommissær Carsten Arentoft Andersen.

Andre gode råd

  • Døre og vinduer skal være solide, forsvarligt lukkede og låste, når hjemmet forlades.
  • Lås værktøj og haveredskaber forsvarligt inde, så en tyv ikke kan bruge dem til indbrud.
  • Opsæt bevægelsescensorer, der tænder lys udenfor, når nogen nærmer sig.
  • Placer værdifulde genstande, så de ikke er synlige udefra.
  • Mærk værdigenstande, så de er svære at sælge videre.
  • Tænd lyset i et par værelser, når hjemmet forlades om aftenen.
  • Brug automatisk tænd/slukure - gerne flere - når huset er alene hjemme pga ferie.
  • Lad være med at fortælle på sociale medier og telefonsvarer, at du er bortrejst.
  • Få naboer og venner til at holde øje med huset og tømme postkassen
  • Sørg for at skraldespanden er fuld - din nabo vil sikkert gerne have lidt ekstra plads.

Desuden er det klogt at kontakte politiet på 114, hvis man spotter mistænkelige personer eller biler i nabolaget.

Hellere en gang for meget end en for lidt.

Meget mere om at forebygge indbrud hos Det Kriminalpræventive Råd.

Oversigt

    Oversigt