Ejendomsmægler Arne Blomstrøm viser et sommerhus frem, som er til salg. Det koster 2 millioner kroner, og ligger lige ud til vandet ved Middelfart. Og sommerhuse i den prisklasse går som varmt brød på Fyn.
- Jeg går da stærkt ud fra, at når påsken er ovre, så har vi fået det her solgt, siger ejendomsmægler Arne Blomstrøm fra Home i Ejby.
Ligger tæt ved vandet
De fynske sommerhuse bliver solgt dyrere end i resten af Danmark, kun overgået af Sydjylland.
De fynske sommerhuspriser på de huse, der blev solgt i 2011, er højere end for eksempel priserne på Nordsjælland. Det er der én væsentlig grund til, mener Arne Blomstrøm.
- Vi har ca. tolv tusind sommerhuse på Fyn, men de er spredt hele vejen rundt om kysten. Det vil sige, at vi har mange små enklaver, og det vil sige, at en stor del af dem ligger meget meget tæt på vandet, 1., 2., 3., række det gør at prisniveauet nok er lidt højere, siger Arne Blomstrøm.
Rimelig efterspørgsel
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på de handlede sommerhus i 2011 på Fyn er 17.658 kroner. Til sammenligning kostede de huse, der blev solgt på Nordsjælland, 16.640 kroner pr kvadratmeter.
- Dem vi har liggende i 1. række og 2. række, dem er der rimelig go efterspørgsel, siger Arne Blomstrøm.
Og Fyn har nogle kvaliteter, som danskerne efterspørger:
- Infrastrukturen er på plads, og man skal ikke køre mange timer for at komme til sit sommerhus, og det ligger lige midt i landet , siger Arne Blomstrøm.
Mistede 19 procent i værdi
Sommerhushandlerne har haft det svært under krisen, men de fynske sommerhuse er alligevel kommet bedre ud end andre.
De fynske sommerhuse har i gennemsnit mistet 19 procent i værdi. Til sammenligning har sommerhuse på Nordsjælland mistet hele 28 procent.
- Det er jo den klassiske, hvis du stiger meget, så er der lidt længere ned og på Fyn har vi holdt priserne lidt bedre i niveau så vi skulle nok knap så langt ned som de skulle derovre, siger Arne Blomstrøm.
I 2011 blev der solgt i alt 142 sommerhuse på Fyn.