Fynskvalgte Skipper ny spidskandidat i Enhedslisten

Johanne Schmidt-Nielsen bliver overraskende slået af retsordfører Pernille Skipper i urafstemning.

Enhedslistens stemmesluger Johanne Schmidt-Nielsen er ikke længere nummer et hos Enhedslisten.

I en urafstemning blandt Enhedslistens medlemmer om, hvem der skal være spidskandidat ved næste folketingsvalg slår retsordfører Pernille Skipper overraskende Johanne Schmidt-Nielsen.

Pernille Skipper får 977 stemmer, mens Johanne Schmidt-Nielsen må nøjes med 923.

Dermed er der lagt op til et overraskende tronskifte i Enhedslisten, som holder årsmøde i slutningen af april.

Pernille Skipper er først lige kommet i Folketinget ved valget i 2011. Hun blev valgt på Fyn, hvor hun fik 3.243 personlige stemmer. Siden har hun været en markant retsordfører for Enhedslisten og vundet ry for sin saglighed på Christiansborg.

Men det er alligevel overraskende, at hun formår at slå den langt mere erfarne Johanne Schmidt-Nielsen.

Johanne Schmidt-Nielsen blev første gang valg til Folketinget i 2007, og hun er blevet set som en væsentlig årsag til, at Enhedslisten gik markant frem ved det seneste valg.

Siden valget har hun gang på gang kritiseret regeringen for at føre for blå politik, men Enhedslisten har alligevel stemt for regeringens finanslov, selvom der begge gange er blevet raslet alvorligt med sablen.

I Enhedslistens bagland og hovedbestyrelse har der dog været flere, som har sagt fra over for, at Enhedslisten sikre regeringen flertal, når den skære ned på dagpengeperioden og vil gennemføre selskabsskattelettelser.

Nummer tre og fire ved urafstemningen er folketingsmedlemmerne Christian Juhl og Stine Brix, som opnår henholdsvis 870 og 771 stemmer.

Nummer fem på listen over kandidater er det nuværende medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, Søren Søndergaard, der allerede har meddelt, at han stiller op til Folketinget for Enhedslisten ved næste valg.

Også Enhedslistens politiske rådgiver Pelle Dragsted kan glæde sig over afstemningen, hvor han kommer ind på en syvendeplads, og dermed har en realistisk mulighed for at komme i Folketinget.

Oversigt

    Oversigt