Galoppen reddet i Odense

Der vil stadig være mulighed for at opleve galop på Fyens Væddeløbsbane i 2015.

Travbanerne i Billund og Nykøbing Falster samt provinsgaloppen i Aalborg og Odense lukkes ikke som tidligere udmeldt ved årsskiftet.

Det blev resultatet af de forhandlinger, som sportens organisationer havde på et møde fredag i Charlottenlund.

Efter forhandlinger mellem Hestevæddeløbssportensen FinansieringsFond og sportens organisationer, er man nået frem til et kompromis, hvor HFF har "åbnet for pengekassen" og stiller midler fra fondens egenkapital til rådighed - men kun i 2015.

Det betyder, at HFF's tidligere udmeldinger om, at banerne i Billund og Nykøbing Falster skulle lukkes, og at Provinsbgaloppen skulle samles i Aarhus og således lukkes i Odense og Aalborg, alligevel ikke bliver gennemført. Det skriver Fyens Væddeløbsbane.

- Efter ganske hårde forhandlinger nåede vi dette kompromis, der set med sportens øjne er meget tilfredsstillende. Dermed er det sikkert, at der afvikles løb på samtlige landets baner efter årsskiftet, fortæller formand for Dansk Hestevæddeløb, Peter Rolin til travservice.dk.

Han understreger dog, at 2015 bliver et overgangsår, hvor hestevæddeløbssporten samtidig har i opdrag at finde det set-up, der skal køres med fra 1. januar 2016 og fremefter.

- Senest ved udgangen af juni 2015 skal sporten have fundet ud af, hvordan banestruktur og samlede budgetter skal se ud fra 2016 og årene derefter, siger Peter Rolin.

Oversigt

    Oversigt