GOG udspillet på hjemmebane

GOG Svendborg blev tromlet ned på hjemmebane af Bjerringbro-Silkeborg, der med sejren på 35 - 25 er klar til pokalfinalen.

Tingene går ikke GOG Svendborgs vej i øjeblikket.

Den sydfynske traditionsklub afvikler på mandag en skæbnesvanger generalforsamling, hvor man har varslet, at man må indstille driften af herreholdet, hvis ikke der kan fremlægges en økonomisk holdbar plan for håndboldfremtiden på Sydfyn.

Pengesager smitter sporten

Og netop herreholdet har siden meldingen om de store økonomiske vanskeligheder haft det svært på banen.

I den forgangne uge tabte man i ligaen til AaB Håndbold, og lørdag røg holdet også ud af pokalturneringen, Nordea Cup, da man på hjemmebane blev decideret udspillet af Bjerringbro-Silkeborg, som vandt med 35-25.

Startede jævnbyrdigt

I kampens åbning havde begge hold problemer med at få lukket ned i forsvarerne, og de to hold fulgtes ad.

Men en periode med for dårlige GOG-afslutninger mod første halvlegs afslutning blev dyr, og det udnyttede gæsterne til at trække afgørende fra til en pauseføring på 19-13.

Der blev aldrig bragt tvivl om Bjerringbro-sejren efter pausen, hvor jyderne over en bred kamp leverede en ganske suveræn præstation, og hvor schweiziske Andy Schmid igen funklede som den helt store profil i dansk håndbold.

Pokalfinalen bliver spillet den 2. januar i Århus.

Oversigt

    Oversigt