Grønsager får det for varmt

Den varme sommer er hård ved flere af de store grønsagsafgrøder. Blomkålavlerne producerer 75% mindre end normalt og kan ikke levere de mængder, som de har lovet kunderne.

Varmestrejke

Med 25 - 30 graders varme går blomkål i strejke. I stedet for at danne de flotte, hvide hoveder, sætter de blade i stedet for.

Det betyder, at mange avlere har svært ved at leve op til deres løfter til kunderne. Produktionen er reduceret med 75%

GASA i Odense plejer at håndtere 10.000 kasser danske blomkål i døgnet på dette tidspunkt, men det bliver kun til 500 kasser for tiden.

Forsyningerne bliver suppleret op med importeret blomkål, men heller ikke det er nemt, fordi situationen er den samme i det meste af Europa.

Blomkålen kommer til at danne hoveder, men det sker senere på året end normalt. Og så kommer de alle på en gang. Det går ud over pris og kvalitet.

Kartofler bliver dyrere end ellers

En række andre grønsager lider under varmen ligesom blomkål. Det gælder stort set alle slags kål, som foretrækker 20 graders varme.

Men også kartoflerne lider under varmen. De sætter færre og større knolde. Eftersom det gælder over hele Europa kan kartoflerne blive dyrere i år end normalt.

Oversigt

    Oversigt