Jacob Haugaard elsker Fyn

Entertaineren Jacob Haugaard er ganske tilfreds med at have skiftet huset i Jylland ud med en bolig på Fyn. Fynboerne er mere løsslupne, siger han.

Ærkejyden Jacob Haugaard er ganske tilfreds med, at han i en alder af 58 år valgte at skifte den jyske muld ud med Fyns land. Den gamle jydekompagnon befinder sig godt i sit nye hus, der hører til det fornemme Wedellsborg Gods.

- Det er et kæmpe hus på Vestfyn, og det har vi det utrolig sjovt med. Jeg er meget tilfreds. Fynboerne er musikalske, og der er utrolig mange smukke kvinder og smukke mænd, siger komikeren til Ritzau.

Skal man tro den garvede entertainer og tidligere politiker, så er den frodige landbrugsjord forklaringen på, hvorfor der er så fint på Fyn.

- Fynboerne er lidt mere løsslupne. Jeg tror det hænger sammen med, at de er vokset op på en fed jord. Det, tror jeg, betyder, at man bliver mere snakkesalig, forklarer han.

Jacob Haugaard boede tidligere med konen Ilse i en stor villa i Silkeborg. Og selv om parret efterhånden er ved at være oppe i årene, så får det ham ikke til at overveje at flytte til en mindre og mere praktisk bolig.

- Jeg er 58, og normalt ville man flytte til noget mindre. Men jeg sad og snakkede med min kone om det, og sagde 'nej, vi skal da op i noget meget større', siger den nykårede fynbo.

Og skulle han længes tilbage til den jyske muld, så den kun en biltur væk, understreger han.

- Nu bor jeg altså bare lige ovre på den anden side af Lillebæltsbroen - og det er vældig godt, siger han.

Jacob Haugaard kan vanen tro opleves som konferencier på årets grønne koncerter, der spiller i otte byer landet over i løbet af juli. Og i den forbindelse får han fin lejlighed til både at komme rundt i Jylland og på Fyn.

Oversigt

    Oversigt