Det var både et kløgtigt, men også risikabelt træk af Løkke Rasmussen, da han søndag aften tog Venstres nederlag ved EU-parlamentsvalget på sin egen kappe og meddelte, at han vil indkalde partiets hovedbestyrelse for at søge opbakning efter de seneste ugers bilagssag.
Sådan lyder vurderingen fra to politiske kommentatorer.
Lars Løkke Rasmussen sagde efter valglussingen, at "vi har fået en begmand af vælgerne. Det er vi nødt til at tage alvorligt. Det er jeg i særlig grad nødt til at tage alvorligt".
- Det er en snedig taktik. I stedet for at bortforklare forløbet, erklærer Løkke, at Venstre i krise. At Venstre taber et par mandater i EU-Parlamentet, kan man godt leve med.
- Men en del medlemmer vil nok sige, at det må ikke koste regeringsmagten næste gang, og med sin udmelding har Løkke faktisk sat hele partiet i undtagelsestilstand, siger Hans Engell, politisk kommentator ved Ekstra Bladet.
Om taktikken så lykkes, tør den tidligere konservative partileder ikke spå om.
- Man kan ikke udelukke, at uroen i Venstre og presset på Løkke fortsætter. For få måneder siden tydede intet på, at Venstre ville få så dårligt et valg, som de fik. Og det viser jo, hvor hårdt bilagssagen har ramt, siger Engell.
Troels Mylenberg, politisk kommentator og chefredaktør ved Fyns Amts Avis, mener, at Lars Løkke Rasmussen søndag aften valgte at skifte taktik i bilagssagen. Og med sine udtalelser risikerer Løkke at genåbne diskussionen om, hvorvidt han er den rette mand i spidsen for partiet.
- Man kan altid diskutere, med hvor stor patos man skal tage et ansvar. Løkke gjorde det på en måde, så man blev bekymret for, at manden var ved at tage sit tøj og gå. Det var næsten emotionelt og angrende, siger Mylenberg.
- Vi har ikke set ham eller Venstres ledelse angre før. Nu går Løkke ind og vælger en helt anden melodi end den, vi indtil nu har hørt.
- Og ved at indkalde hovedbestyrelsen siger han jo, at partiet er nødt til at tale om det her. Hvorfor sagde han ikke det, da sagen kom frem, spørger Troels Mylenberg.
- Jeg tror, at Lars Løkke har genåbnet debatten om sit formandskab for Venstre. Den diskussion vil nu blusse op igen, siger han.
Løkke optimist inden valget
Lørdag var Lars Løkke Rasmussen i Odense, hvor han var med til at støtte Ulla Tørnæs.
Her mødte TV 2/FYN ham på gågaden, og der var tonen en helt anden, da han blev spurgt til, om de dårlige personsager kunne få indflydelse på Venstres valg.
- Man må ud og se danskerne i øjnene, og det har jeg gjort hele ugen. Og det har jeg faktisk været glad for, for jeg får lidt en andet indtryk, end det der er i medierne. Jeg synes godt, det kan lade sig gøre at tale politik med folk. Og så er det ikke mig, der er på valg, det er vores dygtige kandidater til Europa-parlamentet, og det tror godt folk kan finde ud af. Så jeg både håber og tror på et godt valg, sagde Venstre-formanden.