Kommuner støtter slyngelstater

Flere fynske kommuner støtter indirekte stater, som er korrupte og udemokratiske ved at have købt landenes statsobligationer. Odense og Svendborg vil have stoppet den praksis.

Ved at få aktindsigt har Berlingske Tidende afsløret, at blandt andet Odense og Svendborg Kommuner har købt statsobligationer i lande som Senegal og Nigeria.

Det selvom begge kommuner har indført retningslinier for, hvordan deres kapital skal forvaltes, netop for at undgå uetiske investeringer.

Efter afsløringen vil økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager skrive til samtlige kommuner og indskærpe, at det er uacceptabelt.

Strammer op

Svendborg Kommune har investeret lidt over 6000 kroner i Senegal og Nigeria, mens Odense har lidt mere end 35.000 kroner i de to lande.

Begge borgmestre beklager, at det er sket, og de vil nu tage kontakt til de banker og investeringsfirmaer, der forvalter kommunernes penge og gøre dem opmærksom på, at det er uacceptabelt.

- Det er ikke et stort beløb i det samlede regnskab, men det er ligemeget. Vi vil ikke have det, siger Anker Boye, Soc.dem.

- Hver krone er en krone for meget, siger Svendborgs borgmester, Curt Sørensen, Soc.dem.

Han mener, at investeringerne er sket, fordi retningslinierne imod uetiske investeringer har beskæftiget sig mest med investeringer i aktier og virksomheder, mens man har været mindre opmærksom på statsobligationer.

Oversigt

    Oversigt