- Jeg har egentlig aldrig følt mig syg, selvom jeg har været rigtig, rigtig syg. Det har været en del af min proces, hvor jeg har snakket med mit netværk og ikke gået og følt mig syg, siger Janus Woller, som har haft lymfekræft og fået kemobehandling.
Janus Woller er atypisk for sit køn. Når mænd får kræft, går de tit med det alene.
- Når kvinder bliver syge, er de rigtig gode til at snakke med andre. Inden de kommer ud af hospitalet, har de allerede ringet til de første syv. Desto værre en sygdom mænd får, jo mere lukker de sig inde, siger Vincent Løffler, psykolog i kræftrådgivningen i Odense.
Det er også Janus Wollers indtryk af de mænd han kender, som har haft kræft.
- Generelt gemmer mænd sig. I mit netværk er der et par mænd, som også har haft kræft. De har ikke vidst, hvordan de skulle tackle det. Så de har brugt mig, for at høre hvordan jeg havde gjort det, siger Janus Woller.
Når Kræftens Bekæmpelse vil rådgive og tilbyde samtale om kræft, dukker der kun tre mænd op, hver gang der dukker syv kvinder op trods det, at 57% af alle kræfttilfælde i Region Syddanmark er mænd.
Kræftens Bekæmpelse: På mændenes præmisser
- Mænd har også brug for at snakke med andre mænd om deres kræftsygdom, men de vil ikke sidde traditionelt i en rundkreds i et rum og fortælle, siger Janus Woller.
Derfor vil Kræftens Bekæmpelse nu iværksætte initiativer særligt for mændene.
- Fordi kvinder er så gode til at give udtryk for deres ønsker, er mange af tilbuddene skræddersyet til kvinder, siger Vincent Løffler.
Det er synd, fordi mænd har lige så meget brug for at snakke om deres sygdom, mener han.
- Det er vores erfaring, at det hjælper rigtig meget at mødes med andre der har kræft og snakke om deres fælles sygdom. Når man får kræft er det en stor indgriben i ens liv, som sætter rigtig mange spekulationer, følelser og frustrationer i gang, siger Vincent Løffler.
Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Odense laver d. 28. november en aften, hvor de vil finde ud af hvilke tilbud mændene har brug for. Læs mere via linket.
- Mænd mødes ikke på samme måde som kvinder, så nu må vi finde ud af, hvad der er den bedste måde for mænd at komme sammen på, siger Vincent Løffler.
Janus Woller vil møde op til d. 28 november og har en ide:
- Jeg vil foreslå at lave noget for mænd, hvor vi f.eks. kan tage ud at se en ishocheykamp eller en anden mandeting, siger han.