OB skrev i lørdags kontrakt for resten af 2015 med midtbanespilleren Matti Lund, der dermed vender hjem til Fyn og OB efter ophold i Lyngby, FC Nordsjælland, Verona, Pescara og Perugia.
Dermed var der lagt op til comeback i den stribede trøje i aftenens pokalkamp mod Fredericia. Men et forsinket spillercertifikat fra Matti Lunds seneste klub AC Perugia bragte i går Fraugde-drengens deltagelse i kampen i fare.
Her til eftermiddag er Matti Lunds spilletilladelse dog ankommet til Ådalen, og midtbanespilleren er derfor taget med resten af den udtagne trup til Fredericia. Det bekræfter OB overfor TV 2/FYN.
Om han får spilletid i kampen, der starter kl. 18.15, er så et helt andet spørgsmål.