Megafon: Rødt flertal på Fyn

Hvis fynboerne alene kunne bestemme i Danmark, ville der være rødt flertal efter folketingsvalget. Det viser en meningsmåling fra Megafon, lavet for TV 2/Fyn. Dog er der mandatfremgang til både DF og Liberal Alliance.

Rød blok står til at få 52,6% af stemmerne på Fyn, mens blå blok ville få 47,3% af stemmerne, hvis der var valg i dag.

Megafon har over de seneste fire dage spurgt danskerne, hvem de ville stemme på, hvis der var valg i dag. Meningsmålingen er lavet for TV 2, men nu også splittet op på regionerne. Når Megafon har fordelt både kreds- og tillægsmandater, viser meningsmålingen dog, at der på Fyn vil være otte mandater til hver af blokkene.

A: 4 mandater
B: 1
F: 2
Ø: 1

C: 1
I: 1
O: 3
V: 3

Liberal Alliance ser altså ud til at komme ind med et fynsk mandat, ligesom at Enhedslisten fremover vil være repræsenteret.

Enhedslisten får 5,8% af fynboernes stemmer. Det er en lidt mindre fremgang end på landsplan, hvor tallet er 6,7%.

Umiddelbart bliver Enhedslistens drøm om to mandater ikke opfyldt, men det er nok til at give valg til Pernille Skipper.

Til gengæld går de Konservative knap så meget tilbage på Fyn, hvor de får 7,5% mod 6,2% på landsplan. Men det bliver kun til et enkelt mandat.

SF holder skansen

SF får flere stemmer i procent på Fyn end på landsplan, nemlig 12% mod 10,1%.

Dermed bevarer Anne Baastrup og Karsten Hønge ifølge målingen deres mandater.

Et tredje DF-mandat i sigte

Dansk Folkeparti holder skansen bedre på Fyn med 14,2% af stemmerne end på landsplan, hvor tallet er 13,1%

Selv om Kristian Thulesen Dahl, der var en af de store stemmesluger ved sidste valg, ikke længere genopstiller på Fyn, ser det altså ud til, at partiet får et godt valg på øen.

Til gengæld står Venstre svagere på Fyn end på landsplan. Her er tallene henholdsvis 20,6% og 24,2% af stemmerne.

Oversigt

    Oversigt