Naturgas Fyn gir' den gas på Folkemødet

Det fynske naturgasselskab Naturgas Fyn har sat kursen mod Folkemødet på Bornholm.

Ærindet er at sætte fokus på gassen, naturgas og biogas, som en vigtig katalysator for grøn omstilling i Danmark.

Med sig har Naturgas Fyn tre af selskabets biler, der selvfølgelig alle kører på naturgas. Bilerne vil køre gratis shuttlekørsel alle tre dage på Bornholm.

Når Naturgas Fyn de kommende dage bogstaveligt talt træder på gaspedalen på Bornholm, er det ikke bare fordi, gasbiler er nemme og bekvemme at køre i.

Det er også for at gøre opmærksom på gassens store potentiale i den grønne omstilling af fremtidens energisektor.

Folkemødet på Bornholm, der samler politikere, organisationer og borgere med interesse i demokrati og politisk debat, er, ifølge direktør i Naturgas Fyn Ole Hvelplund, et oplagt forum:

- Folkemødet på Bornholm er en dejlig blanding af uformel festivalstemning og en glødende interesse for debat, demokrati og politik. Naturgas Fyn er på Bornholm for at tale gassens sag og for at sikre, at vi politisk ikke stirrer os blinde på én teknologi, men hele tiden fokuserer på en bred vifte af løsninger, der kan kompensere for de fossile brændsler, samtidig med at vi fokuserer på samfundsøkonomien. Gas behøver jo ikke være fossil - biogas og andre grønne gasser er lige rundt om hjørnet og vil være gode partnere til for eksempel sol- og vindenergi. Der findes ikke én løsning på den grønne omstilling, men mange forskellige som supplerer hinanden. Vi vil rigtig gerne byde ind med vores del.

Naturgas Fyn inviterer på Bornholm også til paneldebat mellem direktør i Naturgas Fyn Ole Hvelplund, Flemming Nør-Pedersen, direktør for Landbrug & Fødevarer, Hans Peter Slente, branchedirektør for DI energi og Thomas Rand, General Manager i Rambøll Energi.

Panelet vil give gode råd til Klimarådet, når dette fra 1. januar skal se nærmere på "Det konkurrencedygtige Lavemissionssamfund".

Oversigt

    Oversigt