På www.framor.dk kan forældre fra hele landet bestille pakker med mad og andre dagligvarer til børn, som er flyttet hjemmefra.
- Idéen kom i sin tid til verden som en respons på vores forældres behov for hele tiden at hjælpe. For når vi tog tilbage til studierne fra en hjemmeweekend, var det med pasta, makrel-i-tomat og meget andet godt stukket i armene. Det har vi nu formaliseret, og forældrene kan bestille varerne på nettet og få dem sendt til os børn med posten - sammen med en kærlig hilsen, naturligvis, fortæller Christian Olesen, som er en af de tre iværksættere til SDU.dk
Iværksætterne ved fra deres eget studieliv, hvor skoen trykker, når man er flyttet hjemmefra, og den erfaring har de brugt på www.framor.dk.
- Vi sammensat mange praktiske og sjove pakker med alt fra rengøringsmidler, over færdige frosne madretter til chokoladekiks, slik og pasta, fortæller Christian Sindberg og Kristian Vies Madsen, der læser
henholdsvis erhvervsøkonomi med entreprenørskab og innovation og civilingeniør med fokus på produktudvikling og innovation.
Blandt de mange tilbud til bekymrede og omsorgsfulde forældre er "Eksamens-Anti-Stress-pakken" med energidrik, cola og slik, "Mor-kommer-på-besøg-pakken" med kaffe, the og basale rengøringsmidler, "Tak-mor-pakken", hvor den studerende kan byde medstuderende på micro-popcorn, cola, øl, chokolader og hurtig-suppe."
Portalen gik i luften i august, og sidste måned havde framor.dk mere end 1000 besøgende, og der blev bestilt 25 pakker. I følge iværksætterne nøjes forældrene dog ikke bare med at købe de færdige pakker.
- De fleste bruger også hjemmesidens mulighed for at lægge en personlig skriftlig hilsen med i pakken, fortæller Christian Olesen.