Den tidligere verdensmester i speedway Nicki Pedersen kan se tilbage på et par sæsoner med svigtende resultater og nedtur på slaggerne.
Og lørdag aften ved sæsonens sidste grand prix i polske Gorzow er der stor risiko for, at danskeren sætter punktum for endnu en dårlig sæson, hvis han ikke kvalificerer sig til VM-serien næste år.
Det har knebet med den mentale indstilling, erkender speedwaykøreren.
- Jeg er nødt til at finde vildskaben igen, hvis jeg vil tilbage - og det er en egenskab, jeg ved, jeg stadig har, siger Nicki Pedersen til Ekstra Bladet.
Den 34-årige dansker har vundet verdensmesterskabet tre gange tidligere, senest i 2008. Siden er det gået ned ad bakke, men Nicki Pedersen tror på, at han kan finde op på toppen igen.
- Det er realistisk, at jeg kan blive verdensmester igen. Andre sportsfolk er faldet ned af ranglisterne før mig og kommer tilbage på toppen.
- Lige nu er jeg i en fase, hvor jeg enten kan kæmpe mig tilbage eller ryge længere ned, siger speedwaykøreren.
For Nicki Pedersen handler det ikke om at være med i VM-serien. Han gider kun, hvis han kan køre med om mesterskabet.
- Det her handler jo ikke om at komme i top otte, fuck det. Hvis jeg ikke kan komme i top tre, kan det være lige meget. Jeg har prøvet at være på toppen, og så er det ikke sjovt, når de andre kører fra en.
- Jeg har været mere spændt og mere i tvivl inden løbene i denne sæson, og den tvivl må ikke være der, når jeg holder ved snoren, siger Nicki Pedersen.
Nicki Pedersen kæmper lørdag aften om at slutte i VM-stillingens top-8, som giver direkte kvalifikation til næste års VM-serie.
Danskeren har dog chance for at få et wildcard, hvis det ikke lykkes ham at kvalificere sig direkte.