Måske skal du snart til at slå til, hvis drømmen om et sommerhus til spotpris lever. For fritidsboligerne er så småt på vej op i pris.
Det viser tal fra Boligsidens Markedsindeks. Priserne på sommerhuse er under ét steget med en procent den seneste måned.
- Sommerhusene er den seneste måned blevet dyrere, og den stigning plejer historisk set at fortsætte de næste måneder. I forhold til sidste år ligger priserne mere end to procent højere, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk
Men det er ikke for sent at gøre en god handel, hvis man er frisk. Sommerhuse er nemlig den hustype, hvor man kan prutte mest om prisen.
- I gennemsnit bliver der slået 1487 kroner af prisen pr. kvadratmeter, når der handles sommerhuse. Det er over dobbelt så meget, som man kan forvente i afslag på andre boligtyper, fortæller Birgit Daetz.
Til sammenligning kan en villa eller et rækkehus "pruttes" 720 kroner ned pr. kvadratmeter, mens sælgerne af ejerlejligheder er villige til at slå 659 kroner af pr. kvadratmeter.
For sommerhuse betyder det højere nedslag, at sælgerne er villige til sætte prisen på fritidshuset ned med gennemsnitlig 125.000 kroner.
Men der er ikke umiddelbar sammenhæng mellem sælgernes vilje til at skære en luns af salgsprisen og den tid, det tager at sælge et sommerhus. I gennemsnit tager det knap et år - eller 329 dage - at komme af med sommerhuse.
- I Nordjylland er den gennemsnitlige salgstid helt oppe på 458 dage. Men det er måske også fordi, nordjyderne er dem, der er mindst forhandlingsvillige og slår mindst af prisen, når handlen skal igennem, siger Birgit Daetz.
- I Region Syddanmark, hvor man giver de største nedslag i prisen, sælger man markant hurtigere med et gennemsnit på 313 dage. Det er en afvejning, man må gøre sig som sælger, siger kommunikationsdirektøren.