OB har skrevet toårig kontrakt med målmanden Thomas Mikkelsen. Den 33-årige keeper kommer til OB fra 1. juli, når hans kontrakt med FC Fredericia udløber. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Thomas Mikkelsen har erfaring fra den bedste danske række fra en årrække i FC Vestsjælland, mens han på divisionsniveau har repræsenteret Næsby og FC Fyn. Senest har han spillet hos FC Fredericia i landets næstbedste række.
- Det er vigtigt for os, at vi har en god konkurrence om målmandsposten i OB. Vi ved, at Michael Falkesgaard forlader os, når hans kontrakt udløber til sommer, og derfor har vi været på udkig efter en dygtig og rutineret keeper, der kan udgøre vores målmandsteam sammen med Sten Grytebust, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.
Fynbo i hjertet
Sportsdirektøren hæfter sig ved Thomas Mikkelsens erfaring fra den bedste danske række, samt at "han både er fynbo og OB’er i hjertet."
Cheftræner Kent Nielsen ser også frem samarbejdet med Thomas Mikkelsen.
- Han har stadig ambitioner om at stå mest muligt, men han er også afklaret med sin rolle som den, der skal presse Sten Grytebust og være med til at få det bedste ud af ham, ligesom Thomas er klar til at være et aktiv i forhold til de yngre keepere i klubben, siger Kent Nielsen.
Så OB som barn
For hovedpersonen selv er det en særlig oplevelse at trækker OB-spilledragt.
- Jeg er jo fynbo, og jeg glæder mig helt vildt til at være en del af den klub, jeg selv tog på stadion for at se, da jeg som dreng var fast mand på fantribunen og tog med til en del udekampe. Så jeg kender OB-sangene, og det er helt sikkert en drøm, der går i opfyldelse for mig, lyder det fra Thomas Mikkelsen.
Hans skifte til OB sker med virkning fra begyndelsen af den nye sæson.