OB-spillere er ramt på selvtilliden

OB har nu tabt tre kampe i træk, men spillerne bakker op om træner Henrik Clausen.

OB tabte søndag eftermiddag 2-4 til HB Køge og er fortsat uden sejr i forårssæsonen. Den dårlige start, der aktuelt tæller tre nederlag i træk, har sat sine spor på OB-truppen.

Offensivspilleren Bashkim Kadrii scorede for fynboerne mod Køges bundprop, men han havde ikke meget at glæde sig over efter kampen.

- Stemningen er ikke så god, for vi taber hele tiden. Det slår rigtig hårdt, og det er en svær periode for os. Men vi må tage de få positive ting med og arbejde hårdt på træningsbanen, siger Bashkim Kadrii, der dog bakker op om træner Henrik Clausen.

- Der er fuld tiltro til træneren, siger han.

Samme melding får man fra anfører Anders Møller Christensen.

- Der er fuld opbakning fra truppen. Der er ikke så meget andet at sige, lyder det fra Anders Møller Christensen.

Anføreren kan godt mærke på humøret, at OB har fået en skidt start på foråret.

- Det er ikke helt i top. Det er klart. Vi kan kun komme ud af det, hvis vi vinder nogle kampe, siger han.

OB's målsætning har hele sæsonen været at kvalificere sig til europæisk fodbold næste sæson, men lige nu er fynboerne tættere på nedrykning end topplaceringer.

- Vi skal kigge på os selv, og vi skal på rette vej, før vi koncentrerer os om at kigge nogen vej. Lige for tiden er vi ikke ret gode, siger anføreren.

OB møder i næste runder Brøndby på udebane.

Oversigt

    Oversigt